Hvad er den store trængsel?
Hvad Bibelen siger
Den store trængsel vil betyde den største trængselstid der nogensinde vil komme over menneskeheden. Ifølge Bibelens profetier vil den indtræffe i “de sidste dage”, eller “endens tid”. (2 Timoteus 3:1; Daniel 12:4) Det vil være “trængselsdage af en sådan art som der ikke har været fra begyndelsen af skabningen som Gud skabte, frem til den tid, og som ikke vil indtræffe igen”. – Markus 13:19; Daniel 12:1; Mattæus 24:21, 22.
Hvad der vil ske under den store trængsel
Ødelæggelse af falsk religion. Med forbløffende hast vil falsk religion blive ødelagt. (Åbenbaringen 17:1, 5; 18:9, 10, 21) De politiske magter repræsenteret ved FN vil gøre Guds vilje når de går i gang med denne aktion. – Åbenbaringen 17:3, 15-18. a
Angreb på sand religion. En koalition af nationer, der i Ezekiels syn omtales som “Gog fra Magogs land”, vil forsøge at tilintetgøre dem der praktiserer den sande religion. Men Gud vil beskytte dem der tjener ham, så de ikke bliver tilintetgjort. – Ezekiel 38:1, 2, 9-12, 18-23.
Dom over jordens beboere. Jesus vil dømme alle mennesker og “vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne”. (Mattæus 25:31-33) Grundlaget for hans dom vil være den støtte, eller mangel på støtte, som den enkelte har givet Jesus’ “brødre”, dem der skal herske sammen med ham i himlen. – Mattæus 25:34-46.
Indsamling af Rigets regenter. De trofaste der er blevet udvalgt til at regere sammen med Kristus, vil afslutte deres jordiske liv og blive oprejst til liv i himlen. – Mattæus 24:31; 1 Korinther 15:50-53; 1 Thessaloniker 4:15-17.
Harmagedon. Det er “krigen på Guds, den Almægtiges, store dag”, og den kaldes også “Jehovas dag”. (Åbenbaringen 16:14, 16; Esajas 13:9; 2 Peter 3:12) De der af Kristus får en ugunstig dom, vil blive tilintetgjort. (Zefanias 1:18; 2 Thessaloniker 1:6-10) Det vil indbefatte ødelæggelsen af det verdensomfattende politiske system, skildret i Bibelen som et syvhovedet vilddyr. – Åbenbaringen 19:19-21.
Hvad der vil ske efter den store trængsel
Satan og dæmonerne spærres inde. En magtfuld engel vil kaste Satan og dæmonerne “i afgrunden”, et symbol på dødlignende inaktivitet. (Åbenbaringen 20:1-3) Satans tilstand i afgrunden kan sammenlignes med det at være spærret inde i et fængsel; han vil være ude af stand til at øve indflydelse nogen som helst steder. – Åbenbaringen 20:7.
Tusindårsriget begynder. Guds rige vil begynde sit tusindårige styre, der vil være til stor velsignelse for menneskene. (Åbenbaringen 5:9, 10; 20:4, 6) “En stor skare” som ingen er i stand til at tælle, “kommer ud af den store trængsel” som de har overlevet, og de vil derfor se begyndelsen af tusindårsriget på jorden. – Åbenbaringen 7:9, 14; Salme 37:9-11.
a I Åbenbaringens Bog bliver falsk religion skildret som Babylon den Store, “den store skøge”. (Åbenbaringen 17:1, 5) Det skarlagenrøde vilddyr, der ødelægger Babylon den Store, er et symbol på den organisation hvis formål er at forene og repræsentere verdens nationer. Den fandtes først som Folkeforbundet, og er nu FN.