Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvordan kan jeg undgå en negativ tankegang?

Hvordan kan jeg undgå en negativ tankegang?

 Hvordan betragter du dig selv?

  •   Optimist

     “Jeg prøver altid at være glad og let at være sammen med. Jeg kan ikke se hvorfor jeg ikke skulle gå rundt med et smil på læben hver dag!” – Valerie.

  •   Pessimist

     “Når der sker noget godt, tænker jeg altid at det må være en fejl – at det simpelthen er for godt til at være sandt.” – Rebecca.

  •   Realist

     “En optimist vil tit og ofte blive skuffet, og en pessimist vil altid bare være sur og trist. Jeg har fundet ud af at hvis jeg er realistisk, vil jeg kunne se tingene sådan som de virkelig er.” – Anna.

 Hvorfor er det vigtigt?

 Bibelen siger at “for den der har et glad hjerte, er hver dag en fest”. (Ordsprogene 15:15) Mennesker der undgår at tænke negativt, og som har et positivt syn på livet, er som regel mere glade. De har også lettere ved at få venner. Ja, hvem har egentlig lyst til at være sammen med en der altid er trist og negativ?

 Selv de mest optimistiske mennesker kommer ud for nogle svære ting i livet som de må forholde sig til. Det kan også ske for dig. Det kan være at ...

  •   du hele tiden hører om krig, terrorisme eller kriminalitet i nyhederne.

  •   der er problemer i din familie.

  •   du har nogle fejl og svagheder som du kæmper med.

  •   en ven har såret dine følelser.

 I stedet for bare at lukke øjnene for de ting du kommer ud for, eller at fokusere så meget på dem at du bliver fuldstændigt ulykkelig, så prøv at finde balancen. En realistisk tilgang til problemerne kan hjælpe dig til at undgå negative tanker og acceptere livets realiteter uden at lade dem få dig ned med nakken.

Du kan klare livets storme ved at huske på at solen på et tidspunkt vil komme frem igen

 Hvad du kan gøre

  •   Hav det rigtige syn på dine fejl.

     Bibelen siger: ‘Der findes ikke noget menneske på jorden der altid gør det gode og aldrig synder.’ (Prædikeren 7:20) Det at du er ufuldkommen og begår fejl, viser bare at du er et menneske, ikke at du er en fiasko.

     Hvordan du kan være realistisk: Arbejd på dine fejl og svagheder, men forvent ikke perfektion af dig selv. “Jeg prøver på ikke at fokusere for meget på mine fejl,” siger Caleb på 23. “I stedet prøver jeg at lære af dem så jeg kan forbedre mig.”

  •   Undgå at sammenligne dig med andre.

     Bibelen siger: “Lad os ikke blive selvoptagede så vi begynder at konkurrere indbyrdes og bliver misundelige på hinanden.” (Galaterne 5:26) Billeder på de sociale medier kan gøre dig opmærksom på alle de ting du ikke er inviteret med til, og hvis du bliver ved med at kigge på dem, kan det gøre dig sur og bitter. Det kan få dine bedste venner til at virke som dine værste fjender.

     Hvordan du kan være realistisk: Acceptér at du ikke vil blive inviteret med til alle de ting der arrangeres. Og husk at opslag på de sociale medier ikke giver det fulde billede. “Folk poster kun billeder af de fedeste ting fra deres liv på de sociale medier,” siger Alexis på 16. “Det er som regel ikke de almindelige eller mindre spændende ting de lægger op.”

  •   Vær en der skaber fred – især i din familie.

     Bibelen siger: “Hvis det er muligt, og hvis det står til jer, skal I holde fred med alle mennesker.” (Romerne 12:18) Du kan ikke have kontrol over hvad andre gør, men du kan have kontrol over hvad du selv gør. Du kan vælge at være fredelig.

     Hvordan du kan være realistisk: Vær besluttet på ikke at puste til ilden når der er spændinger derhjemme, men på at skabe fred, ligesom du ville gøre med dine venner. “Ingen er perfekt, og vi vil alle sammen komme til at træde hinanden over tæerne en gang imellem,” siger en pige der hedder Melinda. “Man skal bare beslutte sig for hvordan man vil reagere når det sker – fredeligt eller fjendtligt.”

  •   Lær at være taknemmelig.

     Bibelen siger: “Vis at I er taknemmelige.” (Kolossenserne 3:15) En taknemmelig indstilling vil hjælpe dig til at fokusere på det der går godt i dit liv, i stedet for at fokusere på alt det der ser ud til at gå dårligt.

     Hvordan du kan være realistisk: Anerkend dine problemer, men vær ikke blind over for de gode ting der sker i dit liv. “Hver dag skriver jeg én positiv ting ned i min dagbog,” siger en pige der hedder Rebecca. “Jeg vil gerne minde mig selv om at jeg faktisk har mange gode ting at være taknemmelig for.”

  •   Tænk over hvilke venner du vælger.

     Bibelen siger: “Dårligt selskab ødelægger gode vaner.” (1. Korinther 15:33) Hvis dem du er sammen med, er kritiske, sarkastiske eller bitre, vil deres negative måde at være på påvirke dig.

     Hvordan du kan være realistisk: Det kan ske at dine venner kommer ud for noget svært, og derfor vil de måske i en periode være i dårligt humør og triste. Vær der for dem, men bliv ikke helt opslugt af deres problemer. “Det er ikke godt for en kun at være sammen med nogle der ser negativt på tingene,” siger en pige der hedder Michelle. “Det er ligesom i matematik: Når man lægger to negative tal sammen, bliver det negative tal bare større.”

 Læs mere om det

 Vi lever i den periode der i Bibelen omtales som “kritiske tider som er vanskelige at klare”. (2. Timotheus 3:1) Synes du det er svært at have en positiv indstilling i en verden hvor der er så meget dårligt? Læs “Hvorfor sker der så meget ondt?