UNGE SPØRGER
Hvad bør jeg vide om sexting?
Hvad er sexting?
“Sexting” betegner det at sende seksuelt udfordrende beskeder, billeder eller videoer via en mobiltelefon. “Det er nærmest normalt nu,” siger en mand. “Man skriver frem og tilbage og efter kort tid udveksles frække billeder.”
Hvorfor gør folk det? Nogle teenagere ser det “at have et nøgenbillede af deres partner på mobiltelefonen som et bevis på at man er seksuelt aktiv,” siger en erfaren advokat i The New York Times. “Det er et elektronisk sugemærke.” En teenager kalder det endda en form for “sikker sex”. For, som hun siger, “du kan ikke blive gravid af det, og du bliver ikke smittet med seksuelt overførte sygdomme”.
Andre grunde til at teenagere benytter sig af sexting, kan være:
At flirte med en de håber at blive kæreste med.
Fordi én allerede har sendt et udfordrende billede til dem, og de føler sig presset til at ‘gengælde tjenesten’.
Hvad er konsekvenserne af sexting?
Lige så snart du har sendt et billede fra mobiltelefonen, ejer du det ikke længere, og du kan ikke kontrollere hvordan det bliver brugt – eller hvordan det vil påvirke dit omdømme. “Det har aldrig før været så nemt for folk at sende og gemme beviser på andres fejl og upassende opførsel,” siger Amanda Lenhart, der er seniorforsker og forfatter til en rapport om sexting, udgivet af Pew Research Center.
I nogle tilfælde
har modtageren videresendt nøgenbilleder til mange for at underholde vennerne.
har ekskærester der føler sig svigtet, distribueret nøgenbilleder for at tage hævn.
VIDSTE DU DET? I mange tilfælde er det at sende nøgenbilleder blevet betragtet som børnemisbrug eller distribuering af børnepornografi. Nogle mindreårige der har benyttet sig af sexting, er endda blevet retsforfulgt som seksuelle krænkere.
Hvad siger Bibelen?
Bibelen taler positivt om seksuel nydelse inden for ægteskabet. (Ordsprogene 5:18) Men den tager klar afstand fra seksuelle handlinger mellem ugifte. Tænk over de følgende vers fra Bibelen:
“Lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge end ikke nævnes iblandt jer, ... heller ikke skammelig adfærd eller tåbelig tale eller sjofel skæmten.” – Efeserne 5:3, 4.
“I skal ... gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen.” – Kolossenserne 3:5.
Disse vers advarer ikke kun mod “utugt” (seksuelle forhold uden for ægteskabet), men også mod ting som “urenhed” (en bred betegnelse der henviser til alle former for moralsk urenhed), og “seksuel lidenskab” (som ikke henviser til de almindelige romantiske følelser der kan tilfredsstilles i ægteskabet, men til en lidenskab der højst sandsynligt vil føre til en forkert adfærd).
Spørg dig selv:
Hvorfor er det at sende nøgenbilleder en form for “urenhed“?
På hvilken måde giver det næring til en upassende “seksuel lidenskab“?
Hvorfor er ønsket om at se på eller sende nøgenbilleder “skadeligt“?
De følgende skriftsteder fra Bibelen giver en endnu mere motiverende grund til at undgå sexting.
“Gør dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, som en arbejder der intet har at skamme sig over.” – 2 Timoteus 2:15.
“Hvilken slags mennesker bør I da ikke være, med handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til!” – 2 Peter 3:11.
Disse vers beskriver de gavnlige virkninger af at have høje moralnormer. Når du altid har en god adfærd, behøver du ikke at være bange for at impulsive handlinger vil plage dig senere i livet. – Galaterne 6:7.
Spørg dig selv:
Hvilken slags menneske er jeg?
Tager jeg hensyn til andres omdømme?
Ønsker jeg at blive underholdt af noget der skader andre?
Hvordan kunne sexting påvirke mit omdømme?
Hvordan kunne sexting skade den tillid mine forældre har til mig?
ERFARING “Jeg har en veninde som kom sammen med en dreng i hemmelighed. Hun sendte et nøgenbillede af sig selv til ham, og han sendte et af sig selv til hende. Men mindre end to døgn senere fandt hendes far på at tjekke hendes telefon, og så opdagede han beskederne. Han blev helt ude af den. Han konfronterede hende med det, og hun indrømmede det hele. Jeg ved at hun virkelig fortryder det hun har gjort, men forældrene blev totalt rystet og flippede helt ud. Nu er de nærmest holdt helt op med at stole på hende!”
En af livets realiteter: Sexting nedværdiger både afsenderen og den der betragter det. “Jeg væmmes ved og er skuffet over mig selv,” siger en teenager hvis kæreste pressede hende til sexting.
I betragtning af de moralske, etiske og muligvis juridiske konsekvenser af sexting gør du klogt i at følge Bibelens råd:
“Flygt ... fra de ønsker der hører ungdommen til.” – 2 Timoteus 2:22.
“Lad mine øjne vige fra at se på det der er uden værdi.” – Salme 119:37.
Hvad ville du gøre?
Prøv at følge Bibelens råd i en situation fra det virkelige liv. Læs Janets udtalelse, og vælg den mulighed du synes er bedst.
“Jeg mødte engang en dreng, og vi udvekslede numre. Inden der var gået en uge, bad han mig om at sende ham billeder af mig i bikini.” – Janet.
Hvad synes du Janet skulle have gjort? Hvad ville du gøre?
MULIGHED A Du kunne tænke: ‘Der er ikke noget galt i det. Hvis vi tog til stranden sammen, ville han alligevel se mig i badedragt.’
MULIGHED B Du kunne tænke: ‘Jeg ved ikke hvad han er ude på. Jeg sender et billede der er knap så afslørende, og ser hvad der så sker.’
MULIGHED C Du kunne tænke: ‘Han er kun ude efter én ting. Jeg sletter hans besked.’
Mulighed C virker som den bedste, synes du ikke? Bibelen siger også: “De fornuftige ser vanskelighederne komme og undgår dem, men den tankeløse går lige ind i dem og fortryder det senere.” – Ordsprogene 22:3, Good News Translation.
Denne test peger på en grundlæggende faktor i forbindelse med sexting og andre former for dårlig adfærd: Vælger du dine venner med omhu? (Ordsprogene 13:20) “Kom sammen med dem du ved der ikke vil tolerere en dårlig opførsel,” siger en ung kvinde ved navn Sarah. En ung kvinde der hedder Delia, er enig. “Nogle såkaldte venner prøver at få dig til at bryde dine moralnormer snarere end at overholde dem,” siger hun. “Hvis deres opførsel er i modstrid med Guds love, vil de tilskynde dig til at gøre noget du ved er forkert. Er det virkelig det du ønsker?”