En bror gav en mindehøjtidsinvitation til en parkeringsvagt i Indonesien to dage før mindehøjtiden. Vagten, der var muslim, spurgte om han måtte tage andre med selvom han kun havde fået én invitation. Det sagde broren ja til. Manden fortalte at han havde en stor familie, og bad om flere invitationer.  Broren gav ham 20 og forklarede at invitationerne gjaldt højtiden til minde om Jesu død, og at alle, også kristne og muslimer, var velkomne. Manden sagde at han ville tage omkring 60 til 70 personer med sig.

Kort efter at mindehøjtiden var begyndt, med 248 til stede, dukkede parkeringsvagten op med yderligere 100 personer – mænd, kvinder og børn, deriblandt nogle ældre og en højgravid kvinde. De havde lejet flere biler for at kunne komme hen til det hotel hvor mindehøjtiden blev holdt. Da sikkerhedsvagterne på hotellet så den store flok mennesker, ville de til at begynde med ikke lukke dem ind. De undrede sig over at så mange muslimer ville overvære en kristen begivenhed. Efter at gruppen havde vist vagterne deres invitationer, blev de ført hen til auditoriet. Der var omkring 60 personer fra gruppen der fik lov til at komme ind i det overfyldte auditorium.

Et par dage senere besøgte broren parkeringsvagten og spurgte om de havde syntes om mindehøjtiden. Han indrømmede at de alle sammen havde været lidt nervøse ved at komme, men sagde at de var imponerede over at alle var så flinke og hilste og gav hånd efter mødet. Broren inviterede ham så til det særlige foredrag der skulle holdes den følgende søndag. Denne gang mødte han op sammen med omkring 40 familiemedlemmer og naboer. De kom først hen imod slutningen af mødet, så de ældste besluttede at foredraget skulle holdes endnu en gang. Ordstyreren introducerede foredraget igen og forklarede kort hvordan mødet skulle  foregå, deriblandt at der ville være sang og bøn. For at hjælpe disse mennesker der havde en muslimsk baggrund, brugte foredragsholderen udtryk de kendte, for eksempel “den hellige bog” i stedet for “Bibelen” og “profeten Isa” i stedet for “Jesus”.

Senere besøgte en ældstebror parkeringsvagten i hans hjem og begyndte en bibelsk drøftelse med ham baseret på brochuren Listen to God (ikke udgivet på dansk). Tolv andre sluttede sig efterhånden til drøftelsen, deriblandt en muslimsk kvinde og nogle børn.

Busser der afgår fra Ulan Bator i Mongoliet, kører til alle dele af landet. Sådanne busture kan vare op til 48 timer. Passagererne sidder enten og stirrer ud ad vinduet eller lægger sig til at sove. Der bliver ikke sørget for noget læsestof selvom folk fra Mongoliet elsker at læse. Nogle brødre fra menigheden i Songino Khairkhan gik derfor hen til hver buschauffør og sagde: “Vi vil gerne give dig denne flotte bog som en gave. I flyvemaskinerne findes der altid noget læsestof i sædelommen foran. Hvis du tror at passagererne kunne have lyst til noget at læse i, kan vi lægge lidt læsestof i sædelommen til dem.” Otte buschauffører tog imod tilbuddet. Det førte til at brødrene kunne lægge 299 blade og 144 brochurer i busserne. De aftalte også at de kunne komme tilbage og skifte bladene ud med de nye numre når de udkom.

I et asiatisk land var to ældstebrødre blevet bedt om at besøge en søster der havde været uvirksom i otte år. De havde aldrig mødt søsteren, så de ringede til hende og aftalte at de skulle mødes i hendes butik i et stort engrosmarked. Efter at have gået rundt i en forvirrende labyrint af smalle passager fandt de endelig en butik på den adresse søsteren havde angivet. Da de kom ind, blev de budt velkommen af en kvinde der havde en lille bibel på sin disk. Efter at de havde fået bekræftet hendes efternavn, hjemby og alderen på hendes to børn, konkluderede brødrene at hun måtte være den uvirksomme søster. “Vi er dine brødre, Jehovas Vidner,” sagde de.

“Jeg er kristen,” svarede hun og så noget forvirret ud. Brødrene undrede sig over hendes reaktion. Alligevel gav de hende nogle bibelske publikationer, og hun var meget taknemmelig. Men da brødrene var ved at gå, fandt de ud af at de var gået ind i den forkerte butik! De skulle have været ind i butik nummer 2202, men det her var butik nummer 2200. En af brødrene fortæller: “Det løb mig koldt ned ad ryggen; det var som om englene havde ført os til den butik. Kvinden og søsteren havde samme efternavn, kom fra samme by, og deres børn var næsten lige gamle! Hvis kvinden havde haft et andet efternavn eller kom fra en anden by, havde vi vidst at det  ikke var hende.” To butikker længere henne fandt brødrene endelig den uvirksomme søster der havde ventet på at de skulle komme.

Som følge af denne forveksling begyndte kvinden at studere Bibelen og komme til møderne. Den uvirksomme søster begyndte at komme til alle møderne og at tage regelmæssigt del i forkyndelsen. Hun fortæller: “Jeg følte mig virkelig ydmyg, for selvom jeg havde været uvirksom i så lang tid, glemte Jehova mig aldrig.”

Greg og Alma flyttede til øen Catanduanes i Filippinerne for at tjene hvor der er større behov for forkyndere. Noget af deres distrikt er meget bjergrigt, så Greg og Alma må gå op mod 20 kilometer for at komme ud til visse dele af distriktet. Nogle gange må de padle i op til to timer for at forkynde på andre øer. I regntiden er det meget svært at foretage sådanne ture. I stedet for blot at blive hjemme og ikke kunne forkynde besluttede de at benytte et tilbud som de havde fået fra deres mobilselskab, der giver dem mulighed for at sende et ubegrænset antal sms’er.

Greg siger at han begynder beskeden med at fortælle sit navn. Så skriver han: “Jeg vil gerne dele en tanke fra Bibelen med dig.” Han har fundet ud af at Johannes 17:3 er et godt skriftsted at bruge. Efter at have citeret det stiller han to spørgsmål: “Hvem er den sande Gud?” og “Hvem er Jesus Kristus?” Så giver han vedkommende mulighed for at svare. Hvis han får et svar, citerer han endnu et skriftsted, for eksempel Salme 83:18. Hvis vedkommende bliver ved med at svare på hans beskeder, spørger han om han må ringe dem op så  de kan fortsætte samtalen. Greg og Alma siger at mange reagerer positivt.

En kvinde som de kontaktede, havde mange spørgsmål om Bibelen, og der blev sendt mange sms’er frem og tilbage. Det førte med tiden til et bibelstudium. Kvinden fortalte sin nevø og en kollega om det hun lærte, og senere blev de alle tre døbt.