Den 13. juli 1957 skrev Colón til udenrigsministeren: “Der er et kendt gammelt ordsprog der lyder: ‘Hvis man vil dræbe en slange, skal man ramme den i hovedet.’ Et stort skridt hen imod at udrydde sekten Jehovas Vidner i landet ville være at finde en måde hvorpå man kan fjerne deres missionærer. Det vil efterlade deres broderskab uden noget hoved, og så vil deres arbejde mislykkes.”

Kort efter beordrede sikkerhedsminister Arturo Espaillat de ti tilbageværende missionærer til at forlade landet. Den 21. juli 1957 skrev Roy Brandt til Trujillo og anmodede om et møde så han kunne forklare situationen. Et uddrag af brevet lød: “Den smædekampagne som visse personer i landet fører mod Jehova Guds navn, er af samme slags som den nogle fejlinformerede mennesker førte mod Jesu apostle.” Bror Brandt opfordrede derefter Trujillo til at læse Apostelgerninger, kapitel 2 til 6 og forklarede: “Den fornuftige og ligefremme vejledning som dommer Gamaliel gav på det tidspunkt, er lige så aktuel i dag som den var dengang.” Med versaler citerede bror Brandt fra  Apostelgerninger 5:38, 39: “LAD DISSE MENNESKER VÆRE; FOR HVIS DENNE VIRKSOMHED ER AF GUD, VIL I MÅSKE BLIVE FUNDET SOM NOGLE DER KÆMPER MOD GUD.” Men han talte for døve ører. Den 3. august 1957 blev missionærerne eskorteret til lufthavnen og udvist af landet.

Hvad ville der mon ske med de lokale brødre og søstre nu hvor missionærerne var væk? Ville de blive efterladt “uden noget hoved”, som Colón havde sagt? Nej, tværtimod, for Jesus “er hovedet for legemet, menigheden”. (Kol. 1:18) Derfor blev Jehovas tjenere i Den Dominikanske Republik ikke efterladt “uden noget hoved”. Jehova og hans organisation sørgede fortsat for dem.

 Donald Nowills, der fik til opgave at føre tilsyn med arbejdet på Afdelingskontoret efter at missionærerne var blevet udvist, var blot 20 år og havde kun været døbt i fire år. Han havde tjent som kredstilsynsmand i nogle få måneder, men arbejdet på Afdelingskontoret var nyt for ham. Donald havde et lille beskedent kontor i sit hus. Huset var lavet af træ og galvaniseret jern, havde et stampet lergulv og lå i Gualey, en meget farlig bydel i Ciudad Trujillo. Med hjælp fra Félix Marte fremstillede han kopier af Vagttårnet til hele landet.

Mary Glass, hvis mand, Enrique, på det tidspunkt var i fængsel, hjalp bror Nowills. Hun forklarer: “Når jeg klokken 17.00 havde fri fra mit verdslige arbejde, tog jeg over til bror Nowills’ kontor og skrev Vagttårnet ind på stencilark. Bror Nowills fremstillede så kopier på en duplikator. Derefter anbragte en søster fra Santiago, med kodenavnet ‘englen’, de duplikerede  blade i bunden af en tom 22,5-liters beholder til planteolie. Hun dækkede så publikationerne med et klæde og lagde kassava, kartofler og taroer hen over. Derefter lagde hun en hessiansæk oven på. Så tog hun med offentlig transport nordpå og efterlod et eksemplar hos hver menighed. Familierne skiftedes til at låne eksemplaret for at studere det sammen.”

Mary tilføjer: “Vi måtte være meget forsigtige, for i gaderne vrimlede det med agenter for regeringen der prøvede at finde ud af hvor Vagttårnet blev trykt. Men det lykkedes dem aldrig. Jehova beskyttede os altid.”