Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

NUMMER 1

Fordelene ved selvdisciplin

Fordelene ved selvdisciplin

HVAD ER SELVDISCIPLIN?

Selvdisciplin indebærer evnen til at

  • udskyde en belønning

  • styre impulser

  • få nødvendige opgaver gjort

  • sætte andres behov før sine egne

HVORFOR ER DET VIGTIGT MED SELVDISCIPLIN?

Børn med selvdisciplin vil være i stand til at sige nej til noget forkert selvom det måske er noget de har lyst til. Derimod vil børn der mangler selvdisciplin, have større sandsynlighed for at vokse op og

  • blive aggressive

  • få en depression

  • blive rygere, alkoholikere eller stofmisbrugere

  • få dårlige spisevaner

En undersøgelse har vist at børn med selvdisciplin er mindre tilbøjelige til senere i livet at få helbredsproblemer, økonomiske vanskeligheder eller at komme på kant med loven. Undersøgelsen fik professor Angela Duckworth fra University of Pennsylvania til at konkludere: “Der er ikke noget der hedder ‘for meget selvdisciplin’.”

HVORDAN MAN LÆRER SIT BARN SELVDISCIPLIN

Sig nej, og stå ved det.

PRINCIP FRA BIBELEN: “Lad blot jeres ‘ja’ betyde ja og jeres ‘nej’ betyde nej.” – Matthæus 5:37.

Små børn afprøver nogle gange deres forældres beslutsomhed ved at få et hysterisk anfald, måske mens der er andre til stede. Hvis man som forælder giver efter, lærer barnet at hysteriske anfald er en nem måde at få sin vilje på.

Hvis forældrene derimod siger nej og står ved det, lærer barnet en vigtig sandhed – at vi ikke altid kan få det vi gerne vil have. “Ironisk nok lader det til at folk der lærer denne lektie, er de mest tilfredse,” skriver psykolog David Walsh. “Vi gør ikke vores børn nogen tjeneste hvis vi lærer dem at verden altid vil servere alt hvad de ønsker sig, på et sølvfad.” *

Hvis du siger nej til dit barn nu, hjælper du ham til at sige nej til sig selv senere i livet – for eksempel hvis han fristes til at tage stoffer, have sex før ægteskabet eller andre skadelige ting.

Hjælp dit barn til at tænke i konsekvenser.

PRINCIP FRA BIBELEN: “Hvad et menneske sår, skal det også høste.” – Galaterne 6:7.

Dit barn må lære at alt hvad man gør, har konsekvenser – enten positive eller negative – og at mangel på selvdisciplin derfor vil medføre dårlige resultater. Hvis din søn for eksempel let bliver hidsig eller utålmodig, vil folk sikkert forsøge at undgå ham. Men hvis han arbejder på at få kontrol over sit temperament eller at vente tålmodigt uden at afbryde, vil folk bedre kunne lide ham. Hjælp dit barn til at forstå at det vil gå en bedre når man har selvkontrol.

Lær dit barn at prioritere.

PRINCIP FRA BIBELEN: “[Gør] jer klart hvilke ting der er de vigtigste.” – Filipperne 1:10.

Selvdisciplin handler ikke bare om at lade være med at gøre noget der er forkert, men også om at få gjort det der er nødvendigt, selvom det måske ikke er særligt spændende eller sjovt. Dit barn må lære at prioritere de vigtigste ting først, for eksempel at man skal lave lektier før man leger.

Vær en god rollemodel.

PRINCIP FRA BIBELEN: “Jeg har ... givet jer et forbillede for at I også skal gøre som jeg har gjort for jer.” – Johannes 13:15.

Dit barn lægger mærke til hvordan du reagerer i frustrerende situationer. Lad dit barn se at det går godt hvis man har selvkontrol. Hvis dit barn for eksempel gør noget han ikke må, bliver du så ophidset, eller bevarer du roen?

^ par. 20 Fra bogen No: Why Kids – of All Ages – Need to Hear It and Ways Parents Can Say It.