Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er vores egne følelser altid en god guide?

Hvad mange lader sig guide af

Hvad mange lader sig guide af

De fleste mennesker er enige om at der er nogle ting der helt klart er forkerte. Det kunne for eksempel være mord, voldtægt og børnemisbrug. Til gengæld er de fleste mennesker også enige om at det er en god ting at være rimelig, venlig og empatisk. Men på andre områder af livet, for eksempel når det gælder seksualitet, ærlighed eller børneopdragelse, mener mange at der ikke er noget rigtigt og forkert. De tænker at det ene kan være lige så fint som det andet. Folk træffer ofte deres beslutninger ud fra hvad de selv føler, eller ud fra hvad andre mener. Men er det altid en god idé?

HVAD VI SELV FØLER

Vi lader os ofte lede af hvad vi føler, vores indre fornemmelse af hvad der er rigtigt og forkert, altså samvittigheden. (Romerne 2:14, 15) Selv helt små børn ved når noget er uretfærdigt, og får skyldfølelse når de har gjort noget forkert. Med tiden bliver samvittigheden formet af de værdier man lærer af sine familiemedlemmer, jævnaldrende, lærere, det samfund man bor i, eller ens religion og kultur. Når vi træffer en beslutning, vil vores samvittighed fortælle os om den stemmer med vores værdier eller ej.

Vores fornemmelse af hvad der er rigtigt og forkert, kan motivere os til at vise empati, taknemmelighed, rimelighed og omsorg over for andre. Den kan også afholde os fra at gøre noget vi senere vil fortryde, eller som kunne såre nogen vi holder af.

Er vores følelser altid en god guide? Som ung levede Garrick et liv hvor han, som han sagde, ‘selv kunne bestemme hvad der er rigtigt og forkert’. Men han fandt ud af at den måde at leve på ikke gjorde noget godt for ham. Han fortæller at han begyndte at “synke længere og længere ned i et liv fyldt med seksuel umoral, vold, stoffer og alkohol”.

HVAD ANDRE FØLER

Ud over at vi træffer beslutninger ud fra vores egne følelser, lader vi os ofte også lede af hvad andre synes. Det kan hjælpe os til at få gavn af deres erfaring og visdom. Og vores familie, venner og andre omkring os vil få større respekt for os når vi gør det de mener er rigtigt.

Er andres følelser altid en god guide? Som ung gjorde Priscila som alle andre på hendes alder og havde uforpligtende sex med flere forskellige partnere. Men hun opdagede at hun ikke blev glad af at følge andres syn på moral. Hun siger: “Det gav mig ikke et godt liv bare at gøre ligesom alle andre. Jeg endte med at gøre nogle meget dumme ting der kunne have fået store konsekvenser.”

ER DER NOGET DER ALTID VIRKER?

Når vi skal træffe beslutninger, spiller vores egne og andres følelser en værdifuld rolle. Men det er ikke altid nok til at resultatet bliver godt. Vi kan ikke altid se hvad vores beslutninger vil føre til i det lange løb, så nogle gange kan de få negative konsekvenser for os selv eller andre. (Ordsprogene 14:12) Og der er heller ikke nogen garanti for at noget der føles godt, virkelig er godt, eller at det vil blive ved med at fungere. Tænk bare på hvordan noget der engang blev betragtet som forkert, nu er almindeligt accepteret, og hvordan noget der engang var helt acceptabelt i alles øjne, nu bliver betragtet som upassende.

Er andres følelser altid en god guide?

Er der en bedre måde at afgøre hvad der er rigtigt og forkert, på? Findes der et moralkodeks vi kan følge i dag, som ikke bare vil gøre os skuffede om nogle år?

Ja, der findes en pålidelig kilde til at afgøre hvad der er rigtigt og forkert, som kan hjælpe mennesker overalt og i alle situationer, og som aldrig går af mode. Det vil vi komme mere ind på i den næste artikel.