Har du nogen sinde følt dig rådvild når nogle du kender godt, sørger fordi de har mistet en de holdt af? Vi er måske usikre på hvad vi skal sige eller gøre – og ender med slet ikke at sige eller gøre noget. Men der er flere ting vi kan gøre, også rent praktisk.

Ofte er der ikke behov for andet end at du er til stede og for eksempel siger: “Det gør mig meget ondt.” I mange kulturer er det at give vedkommende et kram eller et lille klem på armen en god måde at vise sin omsorg på. Hvis den efterladte gerne vil snakke med dig, vær da forstående og medfølende. Allerbedst, gør noget for familien, måske kan du hjælpe den efterladte med noget han eller hun ikke selv har kunnet magte, som for eksempel at lave et måltid mad, passe børnene eller tage sig af noget af det praktiske i forbindelse med begravelsen, hvis der er behov for det. Det vil have langt større værdi end de mest formfuldendte trøstende ord.

Med tiden føler du dig måske tilskyndet til at tale om den afdøde. Du kunne fokusere på nogle af vedkommendes gode egenskaber eller jeres fælles oplevelser. Sådanne samtaler kunne måske endda få et smil frem hos den efterladte. Pam, som mistede  sin mand, Ian, for seks år siden, siger for eksempel: “Folk fortæller mig nogle gange noget om Ian som jeg slet ikke vidste, gode ting som gør mig varm om hjertet.”

Eksperter på området fortæller at den efterladte ofte modtager en hel del hjælp i begyndelsen, men at vedkommendes behov hurtigt bliver glemt når vennerne igen bliver optaget af hverdagen. Sæt dig derfor det mål at du regelmæssigt vil kontakte ham eller hende. * Mange der sørger, sætter stor pris på denne mulighed for at tale med andre om deres sorg.

Som eksempel kan nævnes Kaori, en ung japansk kvinde der var sønderknust efter først at have mistet sin mor og 15 måneder senere sin storesøster. Heldigvis havde hun gode venner der ikke glemte hende. Ritsuko, en kvinde der er meget ældre end Kaori, tilbød at blive hendes nære ven. “For at være helt ærlig var jeg ikke særligt begejstret,” fortæller Kaori. “Jeg ønskede ikke at nogen skulle overtage min mors plads, og det mente jeg heller ikke at nogen kunne. Men den måde mama Ritsuko behandlede mig på, gjorde at jeg fik et nært forhold til hende. Hver uge gik vi ud for at forkynde sammen og tog til kristne møder sammen. Hun inviterede mig på te, kom med mad til mig og sendte mig flere gange breve og kort. Mama Ritsukos positive indstilling havde en god indflydelse på mig.”

Der er nu gået 12 år siden Kaori mistede sin mor, og i dag er hun og hendes mand heltidsforkyndere. Hun siger: “Mama Ritsuko viser mig stadig omsorg. Når jeg er hjemme, besøger jeg hende altid og nyder samværet med hende.”

Et andet eksempel på en der fik gavn af vedvarende hjælp, er Poli, et af Jehovas Vidner på Cypern. Poli havde en dejlig mand, Sozos, som var et godt eksempel på en kristen hyrde. Han inviterede ofte forældreløse og enker hjem til hyggeligt samvær og et måltid. (Jakob 1:27) Sørgeligt nok døde Sozos som 53-årig af en hjernesvulst. “Jeg mistede min trofaste mand som jeg havde været gift med i 33 år,” siger Poli.

Efter begravelsen flyttede Poli til Canada sammen med sin yngste søn, Daniel på 15 år. Der begyndte de at komme i en af Jehovas Vidners menigheder. “Vennerne i min nye menighed kendte ikke noget til vores fortid og svære situation,” fortæller Poli. “Men det holdt dem ikke tilbage fra at henvende sig til os og støtte os med kærlige ord og praktisk hjælp. Den hjælp havde stor betydning, især på det tidspunkt hvor min søn havde allermest brug for sin far! De der førte an i menigheden, viste Daniel stor personlig interesse. Især en af dem sørgede altid for at invitere Daniel med når han skulle være sammen med sine venner, eller når de skulle ud at spille bold.” Både Daniel og hans mor har det godt i dag.

Ja, vi kan hjælpe og trøste dem der sørger, på mange forskellige måder. Men Bibelen trøster os også ved at give os et fantastisk håb for fremtiden.