Da Jesus på et tidspunkt var uden for Israels grænser i den romerske provins Syrien, var der en græsk kvinde der kom og bad ham om hjælp. I sit svar brugte Jesus en illustration hvori han sammenlignede ikkejøder med “små hunde”. Ifølge Moseloven var hunde urene dyr. (3 Mosebog 11:27) Men havde Jesus til hensigt at fornærme denne græske kvinde og andre ikkejøder?

Slet ikke. Som Jesus forklarede sine disciple, var det først og fremmest jøderne han skulle hjælpe på det tidspunkt. Det illustrerede han ved at sige til den græske kvinde: “Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.” (Mattæus 15:21-26; Markus 7:26) Grækerne og romerne havde ofte hunde som kæledyr, og hundene boede inde i huset og legede med børnene. Så udtrykket “små hunde” har sikkert vækket nogle varme og kærlige følelser. Den græske kvinde fortsatte i samme billede og svarede: “Du har ret, Herre; men de små hunde æder dog smulerne der falder fra deres herrers bord.” Jesus roste hende for hendes tro og helbredte hendes datter. – Mattæus 15:27, 28.

Det skib som Paulus rejste med til Italien, havde problemer fordi der var modvind. Under et ophold foreslog apostlen at den sidste del af rejsen blev udskudt. (Apostelgerninger 27:9-12). Var der grundlag for at komme med sådan et råd?

Søfolk i antikken vidste godt at det var farligt at sejle på Middelhavet om vinteren. Fra midten af november til midten af marts anså man det for umuligt at sejle der. Men den rejse Paulus omtalte, skulle foregå i september eller oktober. Om det at sejle på Middelhavet forklarede den romerske forfatter Vegetius (4. århundrede e.v.t.) i sit værk Epitoma rei militaris: “Nogle måneder er meget egnede, i nogle måneder er det usikkert, og i resten er det umuligt.” Vegetius sagde at det var sikkert at sejle mellem den 27. maj og den 14. september, men at de to usikre, eller farlige, perioder var mellem den 15. september og den 11. november og mellem den 11. marts og den 26. maj. Det var uden tvivl noget som Paulus, der havde rejst meget, var klar over. Kaptajnen og ejeren af skibet var sikkert også klar over det, men de ignorerede Paulus’ råd. Det endte med at de led skibbrud. – Apostelgerninger 27:13-44.