Den ypperstepræst der dømte Jesus

I NOVEMBER 1990 gjorde nogle arbejdere i Jerusalem en spændende opdagelse. Under anlæggelsen af en park og en vej cirka en kilometer syd for Jerusalems gamle bydel fik en traktor ved et tilfælde taget på en ældgammel gravhule til at styrte sammen. Området omkring gravhulen havde fra det første århundrede f.v.t. til det første århundrede e.v.t. udgjort en kæmpe begravelsesplads. Dét arkæologerne fandt inde i gravkammeret, var meget interessant.

Hulen indeholdt 12 ossuarier, eller knoglekister, hvori knogler af de døde var blevet lagt efter at de havde ligget i grave i omkring et år og deres legeme var gået i opløsning. Indridset på siden af en meget smukt dekoreret kiste — en af de fineste man har fundet — var navnet Jehosef bar Kajafa (Josef, søn af Kajfas).

Meget tyder på at denne kiste indeholder de jordiske rester af den ypperstepræst som præsiderede ved den vigtigste retssag der nogen sinde er blevet holdt — retssagen mod Jesus Kristus. Den jødiske historiker Josefus identificerer denne ypperstepræst som „Josef, der blev kaldt Kajfas“. I Bibelen kaldes han blot Kajfas. Hvorfor skulle vi interessere os for ham? Hvad var det der fik ham til at dømme Jesus?

Familie og baggrund

Kajfas giftede sig med datteren af Annas, en anden ypperstepræst. (Johannes 18:13) Dette ægteskab var sikkert blevet arrangeret mange år før brylluppet, eftersom begge familier formodentlig gerne ville sikre sig at der blev indgået en god alliance. Familiernes slægtshistorie skulle nøje undersøges for at sikre at de var af præsteslægt. Begge familier hørte åbenbart til aristokratiet og var velhavende. De havde sandsynligvis opnået deres velstand ved at drive store landejendomme i området omkring Jerusalem. Annas ville uden tvivl være sikker på at hans kommende svigersøn var en pålidelig politisk forbundsfælle. Det lader til at både  Annas og Kajfas hørte til saddukæernes indflydelsesrige sekt. — Apostelgerninger 5:17.

Som medlem af en fremtrædende præstefamilie er Kajfas givetvis blevet undervist i De Hebraiske Skrifter og udlægningen af dem. Han kunne begynde at udføre tempeltjeneste da han blev 20 år; det vides ikke hvor gammel han var da han blev ypperstepræst.

Ypperstepræster og øverste præster

Stillingen som ypperstepræst gik oprindelig i arv og gjaldt for livet. Men i det andet århundrede før vor tidsregning tilranede hasmonæerne sig dette embede. * Herodes den Store udnævnte og afsatte ypperstepræsterne og gjorde det derved klart at det var ham der bestemte hvem der skulle have denne stilling. De romerske landshøvdinger fulgte en lignende fremgangsmåde.

Denne udvikling førte til dannelsen af en gruppe der i Bibelen kaldes de „øverste præster“. (Mattæus 26:3, 4) Ud over Kajfas indbefattede denne gruppe de forhenværende ypperstepræster, herunder Annas, som på det tidspunkt var blevet afsat, men havde bevaret titlen. Til gruppen hørte også de nære familier til daværende og tidligere ypperstepræster.

Romerne lod det jødiske aristokrati, herunder de øverste præster, tage sig af den daglige administration af Judæa. På den måde kunne romerne styre provinsen og inddrive skatter derfra uden at sende mange soldater til området. Rom forventede at det jødiske hierarki sikrede ro og orden og forsvarede imperiets interesser. De romerske landshøvdinger havde kun lidt tilovers for de jødiske ledere, som var meget imod romernes overherredømme. Men det var i begges interesse at samarbejde for at sikre en stabil ledelse i landet.

På Kajfas’ tid var ypperstepræsten jødernes politiske leder. Annas fik dette embede omkring år 6 eller 7 e.v.t. af Quirinius, den romerske landshøvding i Syrien. Af den rabbinske overlevering fremgår det at de fremtrædende aristokratiske familier blandt jøderne var kendt for deres begærlighed, nepotisme, undertrykkelse og vold. En forfatter mener at Annas i sin egenskab af ypperstepræst uden tvivl har sørget for at hans svigersøn „hurtigt steg i graderne i tempelhierarkiet, for jo højere en stilling Kajfas fik, jo mere brugbar var han for Annas“.

Valerius Gratus, en landshøvding i Judæa, afsatte Annas omkring år 15 e.v.t. Tre andre, deriblandt en af Annas’ sønner, efterfulgte hurtigt hinanden i ypperstepræsteembedet, og cirka år 18 blev Kajfas ypperstepræst. Pontius Pilatus, der blev udnævnt som landshøvding i Judæa i år 26, lod Kajfas fungere som ypperstepræst under hans tiårige embedsperiode. Kajfas var ypperstepræst under hele Jesu tjeneste og hans første disciples forkyndervirksomhed. Kajfas var imidlertid fjendtligt indstillet over for det kristne budskab.

Bange for Jesus, bange for Rom

Kajfas betragtede Jesus som en farlig ballademager. Jesus kritiserede hierarkiets fortolkning af sabbatslovene, og han drev købmændene og pengevekslerne ud af templet med en erklæring om at de havde gjort det til „en røverhule“. (Luk. 19:45, 46) Nogle historikere mener at disse tempelbasarer tilhørte Annas og hans familie — måske endnu en grund til at Kajfas prøvede at bringe Jesus til tavshed. Da de øverste præster sendte betjente af sted for at arrestere Jesus, var disse så imponerede af det Jesus sagde, at de vendte tomhændet tilbage. — Johannes 2:13-17; 5:1-16; 7:14-49.

Tænk på hvad der skete da det jødiske hierarki hørte at Jesus havde oprejst Lazarus. I Johannesevangeliet læser vi: „Så samlede de øverste præster og farisæerne Sanhedrinet og sagde: ’Hvad skal vi gøre, for dette menneske gør mange tegn? Hvis vi lader ham fortsætte således, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort sted og vor nation.’“ (Johannes 11:47, 48) Sanhedrinet betragtede  Jesus som en trussel mod den etablerede religiøse ordning og mod opretholdelsen af ro og orden, som Pilatus holdt Sanhedrinet ansvarligt for. Enhver folkebevægelse som romerne anså for oprørsk, kunne medføre at de begyndte at blande sig i jødernes anliggender — noget som Sanhedrinet for alt i verden ønskede at undgå.

Selvom Kajfas ikke kunne benægte at Jesus havde udført kraftige gerninger, fik han ikke tro på ham, men søgte at bevare sin prestige og myndighed. Hvordan skulle han kunne indrømme at Lazarus’ opstandelse virkelig havde fundet sted? Som saddukæer troede Kajfas jo ikke på opstandelsen! — Apostelgerninger 23:8.

Kajfas’ ondskab kom tydeligt til udtryk da han sagde til andre af de ledende: „I tager ikke i betragtning at det er bedre for jer at ét menneske dør til gavn for folket end at hele nationen ødelægges.“ Beretningen fortsætter: „Dette sagde han imidlertid ikke ud fra sine egne ideer; men da han var ypperstepræst det år, profeterede han om at Jesus skulle dø for nationen, og ikke blot for nationen, men også for at han kunne samle Guds børn som er spredt rundt om, til ét. Fra den dag af lagde de så råd op om at dræbe [Jesus].“ — Johannes 11:49-53.

Kajfas var ikke selv klar over den fulde betydning af sine ord. I sin egenskab af ypperstepræst, udtalte han en profeti. * Jesu død ville være til stor gavn — men ikke kun for jøderne. Hans genløsningsoffer ville give hele menneskeheden mulighed for at blive udfriet fra synd og død.

En morderisk sammensværgelse

Jødernes øverste præster og folkets ældste samledes i Kajfas’ hjem for at drøfte hvordan man kunne pågribe og dræbe Jesus. Ypperstepræsten var uden tvivl med til at aftale den pris Judas Iskariot skulle have for at forråde Jesus. (Mattæus 26:3, 4, 14, 15) For at nå sin onde hensigt kunne Kajfas imidlertid ikke nøjes med ét mord. „De øverste præster lagde nu råd op om at dræbe Lazarus også, for på grund af ham . . . fik [mange af jøderne] tro på Jesus.“ — Johannes 12:10, 11.

Malkus, Kajfas’ træl, var med i den hob der blev sendt af sted for at arrestere Jesus. Fangen blev først ført til Annas for at blive forhørt, og dernæst til Kajfas, som allerede havde samlet jødernes ældste til en ulovlig natlig retssag. — Mattæus 26:57; Johannes 18:10, 13, 19-24.

Kajfas ændrede ikke indstilling selvom nogle falske vidner ikke kunne få deres vidnesbyrd mod Jesus til at stemme overens. Ypperstepræsten kendte sine medsammensvornes mening om enhver selvbestaltet Messias. Han krævede derfor at få at vide om Jesus gjorde krav på den titel. Jesus svarede at hans anklagere ville se ham „sidde ved kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer“. Som et hyklerisk udtryk for sin fromhed „sønderrev ypperstepræsten sine yderklæder og sagde: ’Han har spottet Gud! Hvad brug har vi mere for vidner?’“ Medlemmerne af Sanhedrinet var enige med ham om at Jesus fortjente at dø. — Mattæus 26:64-66.

Henrettelser skulle godkendes af romerne. Som mellemmand mellem dem og jøderne var Kajfas sandsynligvis den der fremlagde sagen for Pilatus. Da Pilatus forsøgte at løslade Jesus, var Kajfas uden tvivl blandt de øverste præster som råbte: „Pælfæst ham! Pælfæst ham!“ (Johannes 19:4-6) Kajfas har sandsynligvis opfordret skaren til at kræve at en morder blev givet fri i stedet for Jesus, og var nok blandt de øverste præster som hyklerisk erklærede: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ — Johannes 19:15; Markus 15:7-11.

Kajfas afviste beviserne for at Jesus var blevet oprejst. Han modstod Peter og Johannes og også Stefanus. Han gav desuden Saulus bemyndigelse til at arrestere alle de kristne han kunne finde i Damaskus. (Mattæus 28:11-13; Apostelgerninger 4:1-17; 6:8–7:60; 9:1, 2) Omkring år 36 blev Kajfas imidlertid afsat af Vitellius, den romerske legat i Syrien.

 Jødiske værker stiller Kajfas’ familie i et ugunstigt lys. I Den Babyloniske Talmud står der for eksempel: „Ve mig på grund af Hanins [Annas’] hus, ve mig på grund af deres sladder.“ Denne klage menes at sigte til „hemmelige rådslagninger som blev holdt for at udtænke undertrykkende foranstaltninger“.

Hvad vi kan udlede af beretningen om Kajfas

En professor har beskrevet ypperstepræsterne som mænd der var „hårde, udspekulerede og dygtige — og højst sandsynligt hovmodige“. På grund af hovmod afviste Kajfas at Jesus var Messias. Det skulle derfor ikke overraske os når folk i dag afviser Bibelens budskab. Nogle er ikke tilstrækkelig interesseret i de bibelske sandheder til at de vil opgive deres religiøse overbevisning. Andre føler måske at det er under deres værdighed at blive ydmyge forkyndere af den gode nyhed. Dertil kommer at de kristne normer virker frastødende på folk som er uærlige eller begærlige.

Som ypperstepræst kunne Kajfas have hjulpet sine jødiske landsmænd til at tage imod Messias, men hans magtbegær fik ham til at dømme Jesus. Kajfas’ modstand fortsatte sikkert lige til han blev lagt i sin grav. Beretningen om Kajfas viser at knogler ikke er det eneste vi efterlader os når vi dør. Gennem vores adfærd skaber vi os et omdømme — enten godt eller dårligt — hos Gud.

[Fodnoter]

[Illustration på side 10]

Josef, søn af Kajfas

[Illustration på side 10]

Knoglekisten som man fandt i 1990

[Kildeangivelse på side 10]

Knoglekiste, inskription og hule i baggrunden: Med tilladelse af Israel Antiquities Authority