FOR omkring ti år siden tjente Gregorio og Marilou, et ægtepar i trediverne, som pionerer i Manila samtidig med at de begge havde fuldtidsarbejde. Det var en udfordring, men de klarede det. Så blev Marilou forfremmet til bestyrer i den bank hvor hun arbejdede. „På grund af vores gode job levede vi meget komfortabelt,“ siger hun. Faktisk var parrets økonomi så god at de besluttede at bygge deres drømmehus i et meget attraktivt område knap 20 kilometer øst for Manila. De indgik en kontrakt med en entreprenør og aftalte at betale projektet i månedlige rater over ti år.

Marilou fortæller: „Mit nye job krævede så meget af min tid og energi at det gik ud over min lyst til åndelige aktiviteter. Jeg følte at jeg stjal fra Jehova.“ Hun forklarer: „Jeg kunne ikke længere give Jehova den tid jeg havde viet til tjenesten for ham.“ Gregorio og Marilou var ulykkelige over situationen og tog derfor en snak om den drejning  deres liv havde taget. Gregorio fortæller: „Vi ville gerne gøre en forandring men vidste ikke præcis hvad vi skulle gøre. Vi talte om hvordan vi i højere grad kunne koncentrere os om tjenesten for Jehova, især da vi jo ikke har nogen børn. Derfor bad vi om Jehovas ledelse.“

På det tidspunkt hørte de adskillige foredrag om at tjene hvor der er et større behov for forkyndere. „Vi følte at disse foredrag var Jehovas svar på vores bønner,“ siger Gregorio. Parret bad om mere tro så de kunne få mod til at træffe de rigtige beslutninger. Én stor hindring var deres igangværende husprojekt. De havde allerede betalt tre års afdrag. Hvad skulle de gøre? Marilou siger: „Hvis vi brød kontrakten, ville vi miste alt hvad vi havde betalt — et meget stort beløb. Men vi kunne godt se at det var et valg mellem at sætte Jehovas vilje eller vores egne ønsker først.“ Med tanke på Paulus’ ord om at ’lide tab’ droppede de husprojektet, sagde deres arbejde op, solgte de fleste af deres ejendele og flyttede til en fjerntliggende landsby på øen Palawan, omkring 480 kilometer syd for Manila. — Fil. 3:8.

Inden Gregorio og Marilou flyttede, havde de forsøgt at forberede sig på at skulle leve et enkelt liv, men det var først da de kom til deres bestemmelsessted, at det gik op for dem hvor enkel deres nye livsstil ville blive. „Det var et chok,“ siger Marilou. „Ingen elektricitet, ingen moderne bekvemmeligheder. I stedet for at tænde riskogeren måtte vi hugge brænde og lave mad over åben ild. Jeg savnede at gå i indkøbscenter, at gå ud at spise og andre ting man kan når man bor i byen.“ Men parret blev ved med at minde sig selv om hvorfor de var flyttet, og inden længe faldt de til. Marilou siger: „Nu nyder jeg den smukke natur, ikke mindst de klare stjerner på nattehimlen. Og det allerbedste er den glæde det giver at se folks glade ansigter når vi forkynder for dem. Ved at tjene her har vi ’lært hemmeligheden’, vi har lært at være tilfredse.“ — Fil. 4:12.

Gregorio fortæller: „Da vi kom hertil, var der kun fire Jehovas Vidner. De blev så glade da jeg begyndte at holde offentligt foredrag hver uge og at akkompagnere Rigets sange på min guitar.“ I løbet af et år oplevede ægteparret at denne lille gruppe blev til en blomstrende menighed på 24 forkyndere. Gregorio siger: „Den kærlighed menigheden viser os, rører os dybt.“ I dag, hvor de har været seks år i dette isolerede område, siger de: „Intet kan sammenlignes med den glæde der kommer af at være vidne til åndelig vækst. Vi føler mere end nogen sinde at vores liv har mening.“

I Filippinerne er næsten 3.000 brødre og søstre flyttet til områder hvor der er et stort behov for forkyndere. Omkring 500 af dem er ugifte søstre. Lad os hilse på Karen.

Karen, der nu er midt i tyverne, voksede op i byen Baggao, Cagayan. Som teenager tænkte hun ofte på at hun gerne ville øge sin tjeneste. Hun fortæller: „Tanken om at den tid der er tilbage, er begrænset, og at alle slags mennesker har brug for at høre budskabet om Riget, gav mig lyst til at tjene hvor der er et større behov for forkyndere.“ Nogle i familien tilskyndede hende til at tage en højere uddannelse i stedet for at flytte til et fjerntliggende sted for at forkynde, men hun bad til Jehova om ledelse. Hun talte også med nogle der tjener i et isoleret distrikt. Som 18-årig flyttede hun til et afsides område godt 60 kilometer fra sin hjemby.

Den lille menighed Karen tog ud for at støtte, har distrikt i et bjergrigt område langs Stillehavskysten. Karen fortæller: „Bare for at komme fra Baggao ud til den nye menighed måtte vi vandre i tre dage, op og ned ad bjergskråninger, og over 30 gange krydsede vi floder.“ Hun tilføjer: „For at komme ud til nogle af dem jeg studerer med, må jeg gå i seks timer. Så overnatter jeg i deres hjem, og næste dag går jeg seks timer for at komme hjem igen.“ Er det anstrengelserne værd? „Nogle gange har jeg ondt i benene, men,“ siger Karen med et stort smil, „jeg har haft op til 18 bibelstudier. Jeg har ’smagt og set at Jehova er god’!“ — Sl. 34:8.

Hvad motiverede Sukhi, en ugift søster først i fyrrerne der boede i USA, til at flytte til Filippinerne? I 2011 overværede hun et kredsstævne hvor et ægtepar blev interviewet. De fortalte at de havde solgt de fleste af deres ejendele og var flyttet til Mexico for at hjælpe med forkyndelsen dér. „Dét interview,“ siger Sukhi, „fik mig til at overveje nogle mål som jeg ikke før havde tænkt på.“ Da Sukhi, der er af indisk afstamning, fandt ud af at der var et stort behov for nogle der kunne forkynde for panjabitalende i Filippinerne, besluttede hun at rejse dertil. Var der nogen udfordringer?

„At beslutte hvilke ting jeg skulle beholde, og hvilke jeg skulle sælge, var sværere end jeg havde regnet med,“ siger Sukhi. „Og efter i 13 år at have boet komfortabelt i min egen lejlighed flyttede jeg nu ind hos min familie og boede i papkasser. Det var ikke let, men det var en god forberedelse på at  leve et enkelt liv.“ Hvilke udfordringer mødte hun efter at hun var flyttet til Filippinerne? „Min fobi for kryb og kravl og følelsen af hjemve var de største udfordringer. Jeg lærte at stole på Jehova på et helt andet plan!“ Har det været det værd? Sukhi smiler og svarer: „Jehova siger til os: ’Sæt mig dog på prøve på denne måde, om jeg så ikke tømmer velsignelse i overmål ud over jer.’ Dette løfte bliver meget levende når en jeg besøger, spørger mig: ’Hvornår kommer du igen? Jeg har mange flere spørgsmål.’ Det giver mig stor glæde og tilfredshed at kunne hjælpe åndeligt sultne mennesker!“ (Mal. 3:10) Sukhi tilføjer: „Det sværeste var i virkeligheden at træffe beslutningen om at flytte. Da jeg først havde gjort det, var det utroligt hvordan Jehova fik det hele til at falde på plads for mig.“

Sime, en gift broder der nu er sidst i trediverne, forlod Filippinerne til fordel for et godt betalt job i et land i Mellemøsten. Mens han opholdt sig dér, fik han flere tilskyndelser til at sætte Jehova først i sit liv, dels fra en kredstilsynsmand og dels gennem et foredrag af en broder fra Det Styrende Råd. „Men bare tanken om at kvitte mit job gav mig mareridt,“ siger Sime. Alligevel sagde han op og rejste tilbage til Filippinerne. I dag tjener Sime og hans kone, Haidee, i Davao del Sur i den sydlige del af landet, hvor der er behov for forkyndere til at dække det kæmpemæssige distrikt. „Når jeg ser tilbage,“ siger Sime, „er jeg dybt taknemmelig for at jeg overvandt min frygt for at miste mit job og satte Jehova først. Der er intet mere tilfredsstillende i livet end at give Jehova det bedste man har!“

Da Ramilo og Juliet, et pionerpar først i trediverne, fandt ud af at en menighed kun 30 kilometer væk havde behov for hjælp, meldte de sig. Hver eneste uge, i al slags vejr, kører Ramilo og Juliet derfor adskillige gange af sted på deres motorcykel for at overvære møderne og deltage i forkyndelsen. Selvom der er visse udfordringer ved at køre af sted på hullede veje og over hængebroer, er de glade for at de gør denne ekstra indsats. Ramilo siger: „Min kone og jeg leder tilsammen 11 bibelstudier! At tjene hvor behovet er større, kræver nogle ofre, men det giver os dyb tilfredshed!“ — 1 Kor. 15:58.

Kunne du tænke dig at vide mere om at tjene et sted hvor der er større behov for forkyndere, enten i dit eget land eller i udlandet? Så tag en snak med din kredstilsynsmand, og læs artiklen „Kan du ’komme over til Makedonien’?“ i Tjenesten for Riget for august 2011.