1. Hvilken sørgelig tilstand befinder menneskeheden sig i?

DET har aldrig været Jehovas mening at mennesker skulle rammes af alderdommens svagheder. Hans hensigt var tværtimod at mænd og kvinder skulle leve i et paradis og have et fuldkomment helbred. Men som det er nu, ’sukker hele skabningen sammen og er i veer’. (Rom. 8:22) Hvad tror du Gud føler når han ser de ødelæggende virkninger synden har på mennesker? Mange ældre oplever oven i købet at de bliver forsømt — på et tidspunkt i livet hvor de har brug for ekstra hjælp. — Sl. 39:5; 2 Tim. 3:3.

2. Hvorfor sætter kristne de ældre særlig højt?

² Jehovas tjenere er taknemmelige for at der er ældre i menighederne. Vi høster gavn af deres visdom og føler os inspireret af deres tro. Mange af os er i familie med en eller flere af disse kære ældre venner. Men uanset om vi er i familie med ældre brødre og søstre eller ej, er vi interesseret i at de har det godt. (Gal. 6:10; 1 Pet. 1:22) Det vil gavne os alle at undersøge hvordan Gud ser på de ældre. Vi vil også se på hvilket ansvar henholdsvis familien og menigheden har over for vores elskede trosfæller som er kommet op i årene.

3, 4. (a) Hvilken stærk anmodning rettede den der skrev Salme 71, til Jehova? (b) Hvad kan ældre medlemmer af menigheden bede Gud om?

³ „Kast mig ikke bort i alderdommens tid; forlad mig ikke når min kraft svinder hen,“ bad den der skrev Salme 71:9. Salmen  ser ud til at være en fortsættelse af Salme 70, der har overskriften „Af David“. Altså var det sikkert David der kom med den anmodning vi læser i Salme 71:9. Han tjente Gud lige fra han var ung, til han kom op i årene, og Jehova brugte ham til at udføre mange store opgaver. (1 Sam. 17:33-37, 50; 1 Kong. 2:1-3, 10) Men alligevel følte David et behov for at bede Jehova om fortsat at støtte og hjælpe ham. — Læs Salme 71:17, 18.

⁴ Mange i dag er ligesom David. Selvom de er blevet gamle og nu oplever „de dårlige dage“, fortsætter de med at prise Gud så godt de kan. (Præd. 12:1-7) Mange af dem kan måske ikke gøre alt det de før kunne på forskellige områder, derunder forkyndelsen. Men også de kan bede Jehova om at blive ved med at vise dem godhed og omsorg. Sådanne trofaste brødre og søstre kan være sikre på at Gud vil høre dem. Deres bønner udspringer jo af helt berettigede bekymringer, som dem David blev inspireret af Gud til at sætte ord på.

5. Hvordan betragter Jehova trofaste ældre?

⁵ Bibelen gør det klart at Jehova sætter stor pris på trofaste ældre, og at han forventer at hans tjenere viser dem ære. (Sl. 22:24-26; Ordsp. 16:31; 20:29) I Tredje Mosebog 19:32 læser vi: „Du skal rejse dig for de grå hår, og du skal tage hensyn til en gammel mand ..., og du skal frygte din Gud. Jeg er Jehova.“ Ja, dengang disse ord blev skrevet, var dét at vise de ældre i menigheden ære et ansvar man måtte tage alvorligt. Det er det også i dag. Men derudover har de ældre brug for helt konkret hjælp. Hvem har ansvaret for at de får den?

6. Hvordan var Jesus et godt eksempel i forbindelse med at vise omsorg?

⁶ Guds ord siger: „Ær din fader og din moder.“ (2 Mos. 20:12; Ef. 6:2) Jesus fremhævede dette bud ved at fordømme de farisæere og skriftlærde der ikke ville tage sig af deres forældre. (Mark. 7:5, 10-13) Han var selv et godt eksempel. Da han hang døende på pælen, sikrede han sig at hans elskede discipel Johannes ville tage sig af hans mor, der sandsynligvis var enke på det tidspunkt. — Joh. 19:26, 27.

7. (a) Hvilket princip angående dét at sørge for ældre slægtninge ridsede Paulus op? (b) Hvilken sammenhæng forekommer Paulus’ ord i?

⁷ Apostlen Paulus blev inspireret til at skrive at kristne skal sørge for deres egen husstand. (Læs 1 Timoteus 5:4, 8, 16). Men læg mærke til den sammenhæng Paulus’ ord til Timoteus forekommer i. Paulus nævnte hvem der var kvalificeret til at modtage økonomisk støtte fra menigheden, og hvem der ikke var. Han gjorde det klart at det først og fremmest var troende børn, børnebørn og andre slægtninge der skulle sørge for ældre enker. Det sikrede at der ikke blev pålagt menigheden nogen unødig økonomisk byrde. Også i dag er dét at sørge materielt for slægtninge der har et behov, en af de måder kristne viser „gudhengivenhed“ på.

8. Hvorfor er det et udtryk for visdom at Bibelen ikke kommer med nogen specifikke løsninger når det gælder omsorg for gamle forældre?

⁸ Voksne kristne børn har altså en forpligtelse til at sikre sig at deres forældres materielle behov bliver dækket. Paulus talte om slægtninge der var troende, men forældre der ikke er medlemmer af den kristne menighed, bør heller ikke forsømmes. Der kan være forskel på hvordan børn vælger at dække deres forældres behov. Ikke to situationer er ens. Alle er forskellige hvad angår behov, temperament og helbred. Nogle ældre har mange børn, andre har kun ét. Nogle  kan få støtte fra det offentlige, andre kan ikke. Der er også forskel på hvad de ældre selv foretrækker. Derfor vil det hverken være klogt eller kærligt at kritisere den måde andre prøver at tage sig af aldrende slægtninge på. Når det kommer til stykket, kan Jehova velsigne enhver bibelsk rigtig beslutning og få den til at fungere, som det også var tilfældet på Moses’ tid. — 4 Mos. 11:23.

9-11. (a) Hvilken vanskelig situation kan nogle stå i? (Se indledningsbilledet). (b) Hvorfor bør voksne børn ikke være for hastige til at opgive deres heltidstjeneste? Nævn et eksempel.

⁹ Når forældre og børn bor langt fra hinanden, kan det være en udfordring for børnene at sørge for den nødvendige hjælp. En pludselig forværring i en forælders helbred, måske på grund af et fald, et knoglebrud eller andet, kan fremskynde behovet for et besøg hos mor og far. I tiden derefter har de måske brug for hjælp — enten midlertidigt eller mere permanent. *

¹⁰ Heltidstjenere hvis teokratiske opgaver har bragt dem langt væk hjemmefra, kan stå over for særlig svære beslutninger. Betelitter, missionærer og rejsende tilsynsmænd betragter alle deres opgave som dyrebar, som en velsignelse fra Jehova. Alligevel er deres første reaktion hvis deres forældre bliver syge, måske: ’Nu må vi forlade vores opgave og tage hjem for at passe vores forældre.’ Men det vil være klogt under bøn at overveje om det virkelig er det forældrene har behov for eller ønsker. Ingen bør forhastet opgive sine tjenesteprivilegier, og måske er det slet ikke nødvendigt. Kunne det tænkes at helbredsproblemet er midlertidigt, noget som nogle i forældrenes menighed ville være glade for at hjælpe med? — Ordsp. 21:5.

¹¹ Tænk for eksempel på hvad to kødelige brødre der tjente langt væk hjemmefra, oplevede. Den ene var missionær i Sydamerika, og den anden arbejdede på hovedkontoret i Brooklyn. Brødrenes gamle forældre havde brug for hjælp. Sønnerne og deres koner besøgte forældrene i Japan for at se hvilken hjælp de havde brug for, og hvordan de bedst kunne få den. På et tidspunkt overvejede parret i Sydamerika at forlade deres missionærdistrikt og vende hjem. Men så blev de ringet op af koordinatoren for ældsterådet i forældrenes menighed. Ældsterådet havde drøftet situationen og ønskede at missionærerne skulle fortsætte i deres opgave så længe som muligt. De ældste satte stor pris på den tjeneste parret ydede, og var besluttede på at gøre alt hvad de kunne, for at hjælpe dem med at tage sig af forældrene. Alle i familien var taknemmelige for den kærlige omsorg.

12. Hvad må kristne tage hensyn til når de tager stilling til pleje af ældre i familien?

¹² Uanset hvordan en kristen familie planlægger at tage sig af deres gamle forældres behov, vil alle involverede selvfølgelig sikre sig at det de gør, er til ære for Guds navn. Vi har ikke lyst til at være som de religiøse ledere på Jesu tid. (Matt. 15:3-6) Vi ønsker at vores beslutninger ærer Gud og menigheden. — 2 Kor. 6:3.

13, 14. Hvordan kan vi ud fra Bibelen konkludere at menighederne er interesseret i at tage sig af deres ældre medlemmer?

¹³ Ikke alle kan hjælpe heltidstjenere på ovennævnte måde. Men som  det klart fremgår af en situation der opstod i det første århundrede, er menighederne interesseret i at dække eksemplariske ældre brødres og søstres behov. Bibelen siger om menigheden i Jerusalem at ’ikke én iblandt dem led nød’. Det betød ikke at alle ligefrem var velhavende. Nogle ejede tydeligvis kun lidt, men „der blev ... delt ud til hver enkelt, alt efter som han havde behov“. (Apg. 4:34, 35) Senere opstod der et problem. Der kom meldinger om at visse „enker blev overset ved den daglige uddeling“ af mad. Apostlene udnævnte derfor kvalificerede mænd til at sikre sig at enkernes behov blev dækket, og at maden blev ligeligt fordelt. (Apg. 6:1-5) Det er sandt at den daglige uddeling kun var en midlertidig ordning der blev indført for at dække behovet hos dem som var blevet kristne på pinsedagen i år 33, og som blev i Jerusalem i et stykke tid for at blive åndeligt opbygget. Ikke desto mindre viser apostlenes reaktion at menigheden kan træde til og hjælpe nødlidende medlemmer.

¹⁴ Som nævnt gav Paulus Timoteus instrukser om hvilke kriterier kristne enker skulle opfylde for at kunne få materiel hjælp fra menigheden. (1 Tim. 5:3-16) Den inspirerede bibelskribent Jakob anerkendte også at det er en kristen forpligtelse at se til faderløse, enker og andre der er i nød. (Jak. 1:27; 2:15-17) Og apostlen Johannes’ ræsonnement lød: „Den der har denne verdens midler at leve af og ser sin broder lide nød og dog lukker sin inderlige medfølelses dør for ham, hvorledes kan Guds kærlighed forblive i ham?“ (1 Joh. 3:17) Hvis kristne som enkeltpersoner har sådanne forpligtelser over for dem der er i nød, gælder det så ikke også menighederne?

15. Hvilke faktorer skal tages i betragtning når det gælder hjælp til ældre brødre og søstre?

¹⁵ I nogle lande får ældre borgere udbetalt pension, og det offentlige tilbyder sundhedsprogrammer og hjemmehjælp. (Rom. 13:6) Andre steder findes der ikke sådanne ordninger. Hvor meget praktisk hjælp familien og menigheden skal give ældre brødre og søstre, varierer derfor fra situation til situation. Hvis troende børn bor langt væk fra forældrene, kan det have indvirkning på hvor meget hjælp de med rimelighed kan give. Børnene gør klogt i at kommunikere frit med de ældste i forældrenes menighed for at sikre sig at alle forstår familiens omstændigheder. For eksempel  kan de ældste måske yde støtte ved at guide forældrene gennem de forskellige muligheder der er for at få hjælp fra offentlige og andre instanser. De kan også være vågne over for situationer som de må gøre de voksne børn opmærksomme på — såsom uåbnede regninger eller problemer med at holde styr på medicinen. En sådan venlig udveksling af informationer kan hindre at en situation forværres, og kan meget vel føre til praktiske løsninger. Der er ingen tvivl om at hjælpere og rådgivere der er på stedet og effektivt fungerer som børnenes „øjne“, kan lette en families bekymringer.

16. Hvordan hjælper nogle kristne ældre i menigheden?

¹⁶ Af kærlighed til elskede ældre venner har nogle i menigheden frivilligt meldt sig til at bruge deres tid og energi på at dække de behov de med rimelighed kan. De gør det til en hjertesag at vise de ældre ekstra opmærksomhed. Flere frivillige deler måske opgaverne mellem sig og skiftes til at tage sig af de ældre. I erkendelse af at deres egne omstændigheder ikke tillader dem at begynde i heltidstjenesten, glæder de sig over at kunne hjælpe andre til så længe som muligt at forblive i den gerning de har valgt. Sikke en smuk indstilling sådanne brødre viser! Selvfølgelig fritager deres kærlige omsorg ikke børnene for ansvaret for at gøre hvad de kan for deres forældre.

17, 18. Hvilken indstilling vil gøre plejeprocessen lettere for alle parter?

¹⁷ Alle der er involveret i plejeprocessen, kan bestræbe sig for at gøre oplevelsen så behagelig som muligt. Hvis du befinder dig i omsorgsrollen, så gør dit bedste for at bevare en positiv ånd. Alderens problemer fører i nogle tilfælde til fortvivlelse, endda depression. Derfor skal du måske gøre en særlig indsats for at ære og opmuntre ældre brødre og søstre ved at holde dine samtaler med dem på et opbyggende plan. De der har udført en trofast og nidkær tjeneste, fortjener ros. Jehova glemmer ikke det de har gjort for at tjene ham, og det gør deres trosfæller heller ikke. — Læs Malakias 3:16; Hebræerne 6:10.

¹⁸ At de ældre og deres omsorgsgivere bruger humor når det er passende, er også noget der kan gøre svære daglige rutiner mere tålelige. (Præd. 3:1, 4) Mange ældre lægger vægt på ikke at være overdrevent krævende. De erkender at deres egen indstilling har betydning for hvor meget opmærksomhed de får, og hvor stor lyst andre har til at besøge dem. Det er ikke ualmindeligt at besøgende siger: „Jeg tog hen for at opmuntre en ældre ven, men jeg følte mig selv opmuntret da jeg gik derfra.“ — Ordsp. 15:13; 17:22.

19. Hvilket syn på fremtiden kan hjælpe både unge og ældre?

¹⁹ Vi længes efter den dag hvor lidelserne og ufuldkommenhedens virkninger vil forsvinde. Indtil da må Guds tjenere holde deres håb rettet mod det der er evigt. Vi ved at troen på Guds løfter er et anker i tider med bekymring eller modgang. Takket være denne tro „giver vi ikke op; nej, selv om vort ydre menneske hentæres, så fornys jo vort indre menneske fra dag til dag“. (2 Kor. 4:16-18; Hebr. 6:18, 19) Men ud over at du bevarer en stærk tro på Guds løfter, hvad kan så hjælpe dig til at leve op til dit ansvar som omsorgsgiver? I næste artikel vil der blive givet nogle praktiske forslag.