KATHERINE er vokset op i USA og blev døbt som et af Jehovas Vidner da hun var 16. Hun tog sin tjeneste alvorligt men fandt ikke mange interesserede i distriktet. Hun siger: „Jeg læste oplevelser om folk der bad Gud om at sende nogen der kunne hjælpe dem til at lære ham at kende. Jeg ønskede ofte at jeg kunne finde et sådant menneske, men det skete aldrig.“

Efter i årevis at have forkyndt i det samme område begyndte Katherine at tænke på at flytte et sted hen hvor folk ville være mere interesseret i budskabet om Riget. Men hun spekulerede på om hun kunne klare det. Hun havde kun en eneste gang været væk fra sin familie — og det kun i to uger — og hun havde haft hjemve hver dag. Men hendes inderlige ønske om at opleve glæden ved at hjælpe dem der søger Jehova, sejrede. Efter at have overvejet adskillige lande skrev hun til Afdelingskontoret i Guam og fik de oplysninger hun havde brug for. I juli 2007, da hun var 26, flyttede hun til Saipan, en ø i Stillehavet, næsten 10.000 kilometer hjemmefra. Hvordan gik det?

Kort efter at Katherine var kommet til den nye menighed, traf hun Doris, en kvinde midt i fyrrerne, der gerne ville studere Bibelen. Efter at de havde studeret de første tre kapitler i Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, blev Katherine bekymret. „Doris var sådan en god elev, og jeg havde ikke lyst til at forkludre det,“ fortæller hun. „Jeg havde aldrig ledt et regulært bibelstudium og følte at Doris havde brug for at en mere erfaren søster studerede med hende, måske en på hendes egen alder.“ Katherine bad Jehova om hjælp til at finde den rigtige søster at betro sin elev til. Og så besluttede hun at informere Doris om ændringen.

„Før jeg kunne nå at bringe det på bane, sagde Doris at hun gerne ville tale med mig om et problem,“ fortæller Katherine. „Efter at have lyttet til hende fortalte jeg hvordan Jehova havde hjulpet mig til at klare en lignende situation. Hun takkede mig og sagde: ’Jehova bruger dig til at hjælpe mig. Den dag du besøgte mig første gang, havde jeg læst i min bibel i flere timer. Jeg græd og bad Gud  om at sende en der kunne hjælpe mig til at forstå Bibelen. Så bankede du på døren. Jehova havde besvaret min bøn!’“ Katherine får tårer i øjnene mens hun fortæller om dette rørende øjeblik. Hun siger: „Doris’ ord var et svar på min bøn. Jehova viste mig at jeg godt kunne lede studiet.“

Doris blev døbt i 2010, og i dag leder hun selv adskillige bibelstudier. Katherine siger: „Hvor er jeg taknemmelig for at mit ønske om at hjælpe et retsindigt menneske til at blive en tjener for Jehova endelig gik i opfyldelse!“ I dag glæder Katherine sig over at være specialpioner på stillehavsøen Kosrae.

Over hundrede brødre og søstre fra udlandet (i alderen 19 til 79) har tjent hvor behovet er større i Mikronesien. Erica, der flyttede til Guam i 2006 som 19-årig, sætter ord på hvad disse flittige forkyndere føler. Hun siger: „Det er virkelig sjovt at være pioner i et distrikt hvor folk tørster efter sandheden. Jeg er meget taknemmelig for at Jehova hjalp mig til at tage denne form for tjeneste op. Det er det bedste liv man kan forestille sig!“ I dag har Erica den glæde at tjene som specialpioner på Ebeye, en af Marshalløerne. Selvfølgelig er der også visse udfordringer ved at tjene i et fremmed land. Lad os sætte fokus på tre af dem og se hvordan de der er flyttet til Mikronesien, klarer dem.

Livsstil. Da Simon på 22 i 2007 kom til øen Palau, gik det hurtigt op for ham at han kun kunne tjene en brøkdel af hvad han havde tjent hjemme i England. „Jeg måtte lære ikke at købe alt hvad jeg godt kunne tænke mig. Nu udvælger jeg nøje hvilke madvarer jeg skal købe, og jeg handler der hvor de er billigst. Når noget går i stykker, leder jeg efter brugte reservedele og prøver at finde en der kan hjælpe mig med at reparere det.“ Hvordan har dét at skulle leve enkelt påvirket ham? Simon siger: „Det hjalp mig til at lære hvad der egentlig er nødvendigt i livet, og hvordan jeg kan klare mig med mindre. Jehovas kærlige omsorg har været meget tydelig for mig ved flere lejligheder. I de syv år jeg har tjent her, har jeg altid haft noget at spise og et sted at sove.“ Ja, Jehova støtter dem der lever et enkelt liv fordi de ønsker at søge Riget først. — Matt. 6:32, 33.

Hjemve. Erica siger: „Jeg er meget nært knyttet til min familie, og jeg var bekymret for at hjemve skulle gå ud over min tjeneste.“ Hvad gjorde hun for at forberede sig? „Før jeg flyttede, læste jeg flere artikler i Vagttårnet om hjemve. Det forberedte mig følelsesmæssigt på at klare udfordringen. I en artikel fortalte en søster at hendes mor havde forsikret hende om Jehovas omsorg med  ordene: ’Jehova kan bedre tage sig af dig end jeg kan.’ Disse ord styrkede mig virkelig.“ Hannah og hendes mand, Patrick, tjener på Majuro i Marshalløerne. Hannah bekæmper hjemve ved at koncentrere sig helt om brødrene og søstrene i menigheden. Hun siger: „Jeg takker konstant Jehova for vores brødre i hele verden fordi de også er min familie. Uden deres kærlige støtte kunne jeg aldrig have tjent hvor behovet er større.“

At føle sig hjemme. „Når man kommer til et nyt land, er næsten alting anderledes,“ siger Simon. „Jeg savner nogle gange at kunne fortælle vittigheder og straks blive forstået.“ Erica siger: „I begyndelsen følte jeg mig udenfor, men dét hjalp mig til at tænke over hvad mit motiv var til at flytte. Jeg flyttede ikke for at opnå personlige fordele men for at gøre mere for Jehova.“ Hun tilføjer: „Efterhånden knyttede jeg vidunderlige venskaber, som jeg værner om.“ Simon gjorde en stor indsats for at lære palauansk, hvilket gør at han kan åbne hjertet helt for sine brødre og søstre. (2 Kor. 6:13) Hans anstrengelser for at lære sproget gjorde ham meget vellidt i menigheden. Ja, når de nyankomne og de lokale brødre arbejder side om side, kan begge grupper glæde sig over de nære venskaber der opstår. Hvilke andre velsignelser får de der møder villigt frem for at tjene hvor behovet er større?

Apostlen Paulus sagde: „Den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.“ (2 Kor. 9:6) Dette princip gælder helt sikkert dem der udvider deres tjeneste. Hvilke frugter høster de rigeligt af i Mikronesien?

I Mikronesien er der stadig mange muligheder for at oprette bibelstudier og på første hånd se hvordan nogle der lærer sandheden fra Guds ord at kende, gør åndelige fremskridt. Patrick og Hannah forkyndte også på Angaur, en lille bitte ø med 320 indbyggere. Efter at have forkyndt der i to måneder mødte de en enlig mor. Hun sagde med det samme ja tak til et bibelstudium, tog ivrigt sandheden til sig og gjorde store forandringer i sit liv. Hannah siger: „Hver gang vi cyklede hjem fra studiet, så vi på hinanden og takkede spontant Jehova.“ Hun tilføjer: „Jeg ved at Jehova ville have draget denne retsindige kvinde til sig på den ene eller den anden måde, men fordi vi tjener hvor behovet er større, fik vi lov til at finde hende og hjælpe hende til at lære Jehova at kende. Det er en af de mest givende oplevelser vi har haft i hele vores liv!“ Som Erica siger: „Når man hjælper et menneske til at lære Jehova at kende, høster man en ubeskrivelig glæde!“

I mange lande er der behov for flere forkyndere af Riget. Kunne du være en af dem der flytter til et område hvor der er brug for hjælp? Bed Jehova om at styrke dit ønske om at udvide din tjeneste. Drøft det med de ældste i din menighed, med kredstilsynsmanden eller med nogle der har haft det privilegium at tjene i et land hvor der er behov for hjælp. Så snart dine planer begynder at tage form, kan du skrive til det afdelingskontor som fører tilsyn med det land hvor du gerne vil tjene, og bede om flere informationer. * Måske kan du også slutte dig til de tusinder af brødre og søstre — unge og ældre, gifte og ugifte — der møder villigt frem og oplever glæden ved at „høste rigeligt“.