Ydmyghed indebærer at man ikke er stolt og hovmodig. En ydmyg person ser ikke ned på andre. Et ufuldkomment menneske der er ydmygt, vil også være beskedent, det vil sige opmærksomt på sine begrænsninger.

Moses lod ikke magten stige ham til hovedet. Når et menneske får lidt myndighed, bliver hans ydmyghed — eller mangel på samme — ofte meget tydelig. Forfatteren Robert G. Ingersoll, der levede i det nittende århundrede, udtrykte det således: „De fleste mennesker kan klare modgang. Men hvis man vil vide hvordan en mand virkelig er, skal man give ham magt.“ I den henseende var Moses et fantastisk eksempel i ydmyghed. Hvordan det?

Jehova havde udpeget Moses til at være fører for Israel og dermed givet ham stor magt og myndighed. Men det gjorde ikke Moses stolt. Læg for eksempel mærke til hvordan han på en beskeden måde tog sig af et vanskeligt spørgsmål angående arveret. (4 Mosebog 27:1-11) Det var en meget vigtig sag, for afgørelsen ville danne præcedens for kommende generationer.

Hvad ville Moses gøre? Ville han tænke at han som Israels fører sagtens selv kunne træffe en afgørelse i denne sag? Ville han forlade sig på sine medfødte evner, sine mange års erfaring eller sit indgående kendskab til Jehovas måde at tænke på?

Det ville en stolt og hovmodig mand måske have gjort. Men ikke Moses. Bibelens beretning fortæller: ’Moses fremlagde sagen for Jehova.’ (4 Mosebog 27:5) Tænk engang! Selv efter at have stået i spidsen for Israels nation i hen ved 40 år satte Moses ikke sin lid til sig selv, men til Jehova. Det er et enestående eksempel på Moses’ ydmyghed.

Moses hægede ikke skinsygt om sin myndighed. For eksempel glædede han sig da Jehova også lod andre israelitter tjene som profeter. (4 Mosebog 11:24-29) Da hans svigerfar foreslog ham at uddelegere nogle af sine opgaver for at lette arbejdsbyrden, viste han ydmyghed og fulgte forslaget. (2 Mosebog 18:13-24) Og hen imod afslutningen af sit liv bad Moses, til trods for at han stadig var fysisk stærk, Jehova om at udpege en der skulle efterfølge ham. Da Jehova udvalgte Josua, støttede Moses helhjertet den unge mand og opfordrede israelitterne til at følge Josuas ledelse når de skulle ind i det forjættede land. (4 Mosebog 27:15-18; 5 Mosebog 31:3-6; 34:7) Moses regnede det for et stort privilegium at føre an i tilbedelsen af Jehova. Men han satte ikke sin myndighed over hensynet til andre.

Vi skal ikke lade magt, myndighed eller medfødte evner stige os til hovedet. Husk: For at vi kan bruges af Jehova, er ydmyghed vigtigere end gode evner. (1 Samuel 15:17) Hvis vi er ydmyge, vil vi bestræbe os på at følge Bibelens kloge råd: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand.“ — Ordsprogene 3:5, 6.

Moses’ eksempel lærer os desuden at vi ikke skal lægge for stor vægt på vores position eller myndighed.

Vil det gavne os at efterligne Moses’ ydmyghed? Helt sikkert! Når vi opdyrker ægte ydmyghed, gør vi livet lettere for de mennesker vi omgås, og får dem til at holde mere af os. Og endnu vigtigere: Når vi viser denne tiltalende egenskab, får det også Jehova, som selv er ydmyg, til at holde mere af os. (Salme 18:35) „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ (1 Peter 5:5) Det er en rigtig god grund til at efterligne Moses’ ydmyghed.