KOM NÆR TIL GUD
„Gud elsker en glad giver“
Hvad sætter du stor pris på når du får en gave? De fleste af os kan sikkert bedst lide at få en gave der gives af kærlighed og ikke af pligt. Ja, når det drejer sig om at give, har motivet stor betydning. Det har betydning for os selv, og endnu vigtigere, det har betydning for Gud. Læg mærke til apostlen Paulus’ inspirerede ord i Andet Korintherbrev 9:7.
Hvorfor skrev Paulus disse ord? Han ønskede at tilskynde de kristne i Korinth til at støtte hjælpearbejdet til gavn for deres nødlidende trosfæller i Judæa. Prøvede han at presse brødrene i Korinth til at være gavmilde? Bestemt ikke. Han skrev: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ Lad os se nærmere på denne tilskyndelse.
„Som han har besluttet i sit hjerte.“ En sand kristen giver fordi han „i sit hjerte“ har besluttet at gøre det, siger Paulus. Det indebærer at man har mere end blot en overfladisk interesse for sine trosfællers behov. Ifølge en bibelforsker indeholder det græske ord der er oversat med „besluttet“, tanken om at planlægge, at tænke forud. En kristen vil altså overveje hvilke behov hans trosfæller har, og spørge sig selv om hvad han kan gøre for at afhjælpe dem. — 1 Johannes 3:17.
„Ikke uvilligt eller tvungent.“ Paulus nævner her to ting der ikke hører hjemme blandt sande kristne — at man giver modstræbende eller af tvang. Det græske udtryk der er gengivet med „uvilligt“, betyder ordret „af bedrøvelse (eller sorg)“. En der giver uvilligt, eller modstræbende, gør det med „et hjerte der er bedrøvet ved tanken om at skulle af med penge“, siger en bibelkommentar. Vedkommende giver fordi han føler sig presset til det. Hvem af os har lyst til at få en gave af en der giver den modstræbende eller af tvang?
„Gud elsker en glad giver.“ Når en kristen giver andre noget, bør han gøre det med glæde, siger Paulus. Det at give med det rigtige motiv fører til lykke. (Apostelgerninger 20:35) Den glade giver kan næsten ikke skjule sin glæde. Ja, udtrykket „glad“ kan omfatte både giverens indre følelse og hans ord og adfærd. Det rører vores hjerte når andre er gavmilde. Det rører også Guds hjerte. En anden oversættelse siger: „Gud elsker mennesker der elsker at give.“ — Contemporary English Version.
„Gud elsker mennesker der elsker at give“
Apostlen Paulus’ inspirerede ord er en retningslinje for hvordan kristne skal se på det at være gavmild. Uanset om det er vores tid, energi eller materielle ejendele vi giver af, lad os da gøre det af egen fri vilje og fordi vi føler ægte glæde ved at være gavmilde, især mod dem der virkelig har behov for det. Det vil ikke alene gøre os lykkelige, men også få Gud til at holde mere af os, for han „elsker en glad giver“.
Forslag til bibellæsning i september