Hvis du har et barn i teenagealderen, kan konflikter mellem jer sætte alle dine forældrekompetencer — og din tålmodighed — på prøve. „Når min datter trodser min myndighed, kommer mit blod i kog,“ siger Maria, der bor i Brasilien med sin 14-årige datter. „Vi bliver så vrede at vi råber ad hinanden.“ Carmela fra Italien er i en lignende situation. „Skænderierne med min søn er altid ophedede,“ fortæller hun, „og de ender med at han lukker sig inde på sit værelse.“

Hvorfor synes nogle teenagere at være så rebelske? Er det deres kammeraters skyld? Måske. Bibelen siger at man kan blive meget påvirket i enten god eller dårlig retning af dem man kommer sammen med. (Ordsprogene 13:20; 1 Korinther 15:33) Dertil kommer at meget af vor tids underholdning for de unge skildrer oprør og respektløshed som noget acceptabelt.

Men der er andre faktorer at tage i betragtning — faktorer som ikke er så svære at tackle når først du forstår hvordan de kan berøre dit teenagebarn. Lad os se på nogle af dem.

Apostlen Paulus skrev: „Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig, at ræsonnere som en mindreårig; men nu da jeg er blevet mand, har jeg aflagt de træk der hører den mindreårige til.“ (1 Korinther  13:11) Som Paulus’ ord viser, tænker børn og voksne ikke ens.

Børn er tilbøjelige til at have meget sort-hvide meninger. Voksne derimod er ofte bedre til at forstå abstrakte begreber og at overveje tingene grundigere når de skal drage konklusioner eller træffe beslutninger. For eksempel er voksne mere vant til at overveje de etiske sider af en sag og at tænke på hvordan deres handlinger vil berøre andre. Men denne proces er ny for teenagere.

Bibelen tilskynder unge til at opdyrke „evnen til at tænke“. (Ordsprogene 1:4) Faktisk opfordrer Bibelen alle kristne til at bruge deres fornuft. (Romerne 12:1, 2; Hebræerne 5:14) Men nogle gange kan din teenagers forsøg på at drage fornuftslutninger medføre at han begynder at diskutere med dig, selv når det drejer sig om tilsyneladende bagateller. * Det kan også være at han kommer med et synspunkt som klart viser at han mangler god dømmekraft. (Ordsprogene 14:12) Hvordan kan du i en sådan situation ræsonnere med ham i stedet for at skændes med ham?

En lille advarsel: Når du taler med dit barn, så tro ikke at du altid skal have det sidste ord. Selv hvis du tilsyneladende taler for døve ører, vil han sikkert have hørt og accepteret mere end du tror — eller som han vil indrømme. Du skal ikke blive overrasket hvis dit barn i løbet af få dage har antaget dit synspunkt — eller endog fremfører det som om det var hans eget.

„Nogle gange skændtes min søn og jeg om småting — som for eksempel at han ikke skulle lade noget gå til spilde, eller at han ikke måtte drille sin lillesøster. Men ofte var det som om han ville have at jeg spurgte ham om hvad han tænkte, og at jeg viste ham lidt forståelse ved at sige noget i retning af: ’Nåh, det er sådan det hænger sammen,’ eller ’Det er altså sådan du ser på det.’ Set i bakspejlet havde vi nok ikke skændtes så meget hvis jeg havde grebet det an på den måde.“ — Kenji, Japan.

Et vigtigt aspekt af børneopdragelse er at forberede sit barn til en dag at kunne flytte hjemmefra og klare sig som en ansvarsbevidst voksen. (1 Mosebog 2:24) En del af den proces indbefatter identitetsdannelse, altså at den unge efterhånden opdyrker de karaktertræk, holdninger og værdinormer der definerer hvem han er. Når en teenager der har en stærk identitetsfølelse, udsættes for pres til at gøre noget forkert, vil han ikke kun tænke på konsekvenserne. Han vil også spørge sig selv: ’Hvilken slags menneske er jeg? Hvilke værdier har jeg? Hvad ville en der har sådanne værdier, gøre i denne situation?’ — 2 Peter 3:11.

Bibelen beretter om Josef, en ung mand der havde en stærk identitetsfølelse. Da Potifars hustru for eksempel prøvede at forføre ham, sagde han: „Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ (1 Mosebog 39:9) På det tidspunkt havde israelitterne endnu ikke fået nogen lov der forbød ægteskabsbrud, men Josef forstod hvordan Gud så på sagen. Og desuden viser ordene „hvordan skulle jeg kunne“ at han havde antaget Guds syn på tingene. Det var blevet en del af hans egen identitet. — Efeserne 5:1.

Dit barn er også ved at skabe sig en identitet. Det er godt, for de holdninger han får, vil hjælpe ham til at modstå og tackle pres fra kammeraterne. (Ordsprogene 1:10-15) Men den voksende identitetsfølelse kan også bevirke at han forsøger at sætte sig op imod dig. Hvis det sker, hvad kan du da gøre?

Processen med at danne sig en identitet — og de meninger og holdninger det medfører — er ikke alene normal men også gavnlig. Bibelen siger jo at kristne ikke bør være som små børn der „kastes om som af bølger og føres hid og did af enhver lærdoms vind“. (Efeserne 4:14) Så tillad, ja, tilskynd endda, dit barn til at skabe sig en identitet og få nogle faste, klare holdninger.

„Når mine døtre kan mærke at jeg er villig til at lytte til dem, er de mere tilbøjelige til at tage mit synspunkt i betragtning, selvom vi ikke er enige. Jeg passer på at jeg ikke påtvinger dem mine holdninger, men lader dem selv danne sig deres egne meninger.“ — Ivana, Tjekkiet.

Nogle teenagere bruger, ligesom mindre børn, den taktik at blive ved med at plage deres forældre om noget indtil de giver efter. Hvis dette ofte sker i jeres familie, så pas på. Selvom det måske fører til fred her og nu, lærer det dit barn at det kan få sin vilje ved at argumentere med dig. Hvad kan du da gøre? Følg Jesu råd: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ (Mattæus 5:37) Teenagere er mindre tilbøjelige til at diskutere med deres forældre når de ved at de er konsekvente.

Du skal dog samtidig være rimelig. For eksempel kunne du lade dit barn forklare hvorfor det en aften vil have lov til at komme lidt senere hjem end normalt. Ved at gribe det an på den måde giver du ikke efter for pres, men følger blot dette råd fra Bibelen: „Lad jeres rimelighed blive kendt.“ — Filipperne 4:5.

Der er selvfølgelig ingen forældre der er fuldkomne. Bibelen siger: „Vi fejler alle mange gange.“ (Jakob 3:2) Hvis du opdager at du har noget af skylden for at du og din teenager kom op at skændes, så vær hurtig til at sige undskyld. Ved at indrømme din fejl er du et godt eksempel for ham med hensyn til at være ydmyg, og det vil motivere ham til at handle på samme måde.

„Efter at jeg havde skændtes med min søn og var faldet til ro igen, gav jeg ham en undskyldning for at jeg var blevet så vred. Det hjalp ham til også at falde til ro, og det gjorde det lettere for ham at lytte til mig.“ — Kenji, Japan.