ELIAS gik langs Jordandalen. Fra det fjerntliggende Horebs Bjerg var han rejst mod nord og havde været flere uger undervejs. Nu hvor han endelig var kommet tilbage til Israel, kunne han se at hans hjemland havde undergået nogle forandringer. Virkningerne af den lange tørke var ved at forsvinde. Den blide efterårsregn var begyndt at sætte ind, og bønderne var ude at pløje deres marker. Profeten har måske følt en vis trøst ved at se at landet så småt var ved at heles, men det var folket han var mest bekymret for. Åndeligt set havde israelitterne det langt fra godt. Ba’alsdyrkelsen florerede stadig iblandt dem, og der var meget arbejde at gøre for Elias. *

I nærheden af byen Abel-Mehola fik Elias øje på nogle landmænd der var i gang med et stort pløjningsarbejde. Fireogtyve okser der parvis var spændt for en plov, gik bag ved hinanden, og de 12 spand pløjede parallelle furer i den fugtige jord. Den mand Elias søgte efter, var ham der betjente den sidste plov. Det var Elisa, den Jehova havde udvalgt til at være Elias’ efterfølger. Elias troede på et tidspunkt at han var ene om at være trofast mod Gud, så han var uden tvivl ivrig efter at møde denne mand. — 1 Kongebog 18:22; 19:14-19.

Var Elias måske også en smule betænkelig ved tanken om at han nu skulle uddelegere nogle af sine ansvarsopgaver til en anden, lade vedkommende få del i sine forrettigheder, eller at han en dag ville blive erstattet? Det kan vi ikke sige noget om, men vi kan heller ikke udelukke at sådanne tanker har strejfet ham. Han var jo „et menneske med de samme svagheder som vi“. (Jakob 5:17) Uanset hvordan det forholdt sig, siger Bibelen: „Elias gik så over til ham og kastede sin embedsklædning over ham.“ (1 Kongebog 19:19) Elias’ embedsklædning — der sandsynligvis var lavet af fåreskind eller gedeskind — blev båret som en kappe og var et tegn på at han havde fået en særlig udnævnelse af Jehova. At han kastede den over Elisas skuldre var derfor en betydningsfuld handling. Elias adlød villigt Jehovas befaling om at udnævne Elisa som sin efterfølger. Han stolede på Gud og gjorde hvad han sagde.

Den yngre mand var på sin side opsat på at hjælpe den ældre profet. Elisa skulle ikke efterfølge ham lige med det samme. I omkring seks år ledsagede han i stedet den ældre profet og hjalp ham ydmygt. Senere blev han kendt som den der „hældte vand på Elias’ hænder“. (2 Kongebog 3:11) Hvor må det have været trøstende for Elias at have en så dygtig og arbejdsom medhjælper! De to mænd blev højst sandsynligt nære venner. De har sikkert opmuntret og styrket hinanden, og det har uden tvivl bevirket at de lettere kunne udholde de forfærdelige og uretfærdige forhold de så i landet. Især kong Akabs ondskab gik fra ondt til værre.

Bliver du nogen gange behandlet uretfærdigt? Det bliver de fleste af os i denne fordærvede verden. Noget der kan hjælpe dig til at holde ud, er at finde en ven der elsker Gud. Du kan også lære meget  af Elias’ tro som du kan bruge når du kommer ud for noget uretfærdigt.

Elias og Elisa havde gjort en stor indsats for at opbygge folket åndeligt. De førte uden tvivl an i arbejdet med at oplære andre profeter, som kan have været organiseret i en slags skole. Senere fik Elias dog en ny opgave af Jehova: „Bryd op, gå ned for at møde Akab, Israels konge.“ (1 Kongebog 21:18) Hvad havde kongen da gjort?

Akab, den hidtil værste af alle Israels konger, var allerede frafalden. Han havde giftet sig med Jesabel og fået ba’alsdyrkelsen til at florere i landet, og han tog selv aktivt del i den. (1 Kongebog 16:31-33) Med til ba’alsdyrkelsen hørte frugtbarhedsritualer, tempelprostitution og endog børneofringer. Desuden havde Akab for nylig nægtet at adlyde en befaling fra Jehova om at henrette den onde aramæiske kong Ben-Hadad. Det skyldtes sandsynligvis at han ønskede at opnå fortjeneste. (Første Kongebog, kapitel 20) Men nu nåede den grådighed, materialisme og vold som Akab og Jesabel stod bag, nye dybder.

Akab havde et enormt og imponerende palads i Samaria. Han havde også et palads i Jizre’el, cirka 37 kilometer derfra, og ved siden af denne anden residens lå en vingård. Kongen ønskede brændende at eje dette stykke land, der tilhørte en mand der hed Nabot. Akab tilkaldte ham og tilbød at købe vingården eller at lave en byttehandel. Nabot sagde imidlertid: „Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at give dig mine forfædres arvelod.“ (1 Kongebog 21:3) Var Nabot stædig? Overmodig? Det er der mange der mener. I virkeligheden holdt han sig blot til Jehovas lov, som sagde at israelitterne ikke uigenkaldeligt måtte sælge jord der tilhørte familien. (3 Mosebog 25:23-28) Det var utænkeligt for Nabot at overtræde Guds lov. Han udviste stor tro og var modig — han vidste jo helt sikkert at det var farligt at trodse Akab.

Akab var naturligvis ligeglad med Jehovas lov. Han gik hjem, „misfornøjet og nedtrykt“ over at han ikke havde fået sin vilje. Vi læser: „Så lagde han sig på sit leje og vendte ansigtet bort og spiste ingen mad.“ (1 Kongebog 21:4) Da Jesabel så sin ægtemand surmule som et vrantent barn, udklækkede hun hurtigt en lumsk og snedig plan så hun kunne skaffe ham hvad han ønskede — og samtidig udslette en gudfrygtig familie.

Det er svært at læse om hendes komplot uden at blive chokeret over den ondsindethed der lå bag. Dronning Jesabel vidste at der ifølge Guds lov skulle foreligge vidneudsagn fra to personer før en alvorlig anklage kunne stadfæstes. (5 Mosebog 19:15) Hun skrev derfor nogle breve i Akabs navn til nogle fremtrædende mænd i Jizre’el hvori hun bad dem finde to mænd der var villige til at rette en falsk anklage mod Nabot om gudsbespottelse, en forbrydelse der var dødsstraf for. Hendes plan lykkedes kun alt for godt. To „uslinge“ aflagde falsk vidnesbyrd imod Nabot, og han blev stenet til døde. Og ikke nok med det — Nabots sønner  blev også dræbt! * (1 Kongebog 21:5-14; 3 Mosebog 24:16; 2 Kongebog 9:26) I virkeligheden var Akab løbet fra sit ansvar som overhoved ved at tillade sin kone at gøre hvad hun ville, og at bringe død over disse uskyldige mennesker.

Forestil dig hvad Elias må have følt da Jehova åbenbarede for ham hvad kongen og dronningen havde gjort. Det kan være meget nedslående når onde mennesker tilsyneladende ustraffet undertrykker de uskyldige. (Salme 73:3-5, 12, 13) I dag er vi ofte vidne til dyb uretfærdighed — undertiden begået af magtfulde mennesker der hævder at de repræsenterer Gud. Vi kan dog finde trøst i denne bibelske beretning. Den minder os om at intet er skjult for Jehova. Han ser alt. (Hebræerne 4:13) Hvad gør han da ved de onde handlinger som han ser?

Jehova sendte Elias til Akab idet han sagde: „Se, han er i Nabots vingård.“ (1 Kongebog 21:18) Da Jesabel fortalte Akab at vingården nu var hans, rejste han sig og gik hen for at nyde synet af sin nyerhvervelse. Det faldt ham slet ikke ind at Jehova iagttog det hele. Forestil dig hans ansigtsudtryk mens han slentrede omkring i vingården, opslugt af drømme om den skønne have han ville omdanne den til. Men pludselig dukkede Elias op! Akabs selvtilfredse smil forsvandt, og med ansigtet fortrukket i had og vrede hvæsede han: „Har du fundet mig, min fjende?“ — 1 Kongebog 21:20.

Akabs ord afslører hvor tåbelig han var. Ved at sige til Elias: „Har du fundet mig, min fjende?“, viste han at han var åndeligt blind. Jehova havde allerede „fundet“ ham. Han havde set hvordan Akab med vilje havde handlet ondt og nydt frugten af Jesabels onde komplot. Gud så hvad der boede i Akabs hjerte, hvor kærlighed til noget materielt havde overskygget enhver følelse af barmhjertighed, retfærdighed og medlidenhed. Ved at omtale Elias som sin „fjende“ røbede Akab også hvor meget han hadede en der var ven med Jehova, og som kunne have hjulpet ham til at vende om fra sin katastrofale kurs.

Vi kan lære noget vigtigt af Akabs tåbelighed. Vi må aldrig glemme at Jehova Gud ser alt. Som en kærlig Far er han klar over hvornår vi er ved at komme væk fra den rette vej, og han ønsker inderligt  at vi ændrer kurs. For at hjælpe os gør han ofte brug af sine venner — trofaste mennesker der, ligesom Elias, peger på hvad Guds ord siger. Hvor ville det være en stor fejltagelse at betragte Guds venner som vores fjender! — Salme 141:5.

Elias svarede Akab: „Jeg har fundet dig!“ Han havde fundet Akab i den forstand at han var klar over hvilken slags menneske han var — en tyv, en morder og en oprører mod Jehova. Forestil dig hvor stort et mod det må have krævet af Elias at gå i rette med denne onde mand! Derefter udtalte Elias Guds dom over Akab. Jehova var klar over hvad der foregik — at folket var ved at blive besmittet af Akabs families onde indflydelse. Elias fortalte derfor Akab at Gud havde bestemt at der skulle ’fejes rent’, at hele dynastiet ville blive udryddet. Jesabel ville også blive krævet til regnskab. — 1 Kongebog 21:20-26.

Elias havde altså ikke den kyniske opfattelse at folk bare slipper af sted med onde og uretfærdige handlinger. I vore dages verden er det let at drage en sådan konklusion. Denne beretning i Bibelen minder os ikke blot om at Jehova Gud ser hvad der foregår, men også om at han vil indføre retfærdige forhold til sin fastsatte tid. Hans ord forsikrer os om at den dag kommer da han vil sætte en stopper for al uretfærdighed! (Salme 37:10, 11) Men nu tænker du måske: ’Er Guds domme kun forbundet med straf, eller er de også barmhjertige?’

Måske blev Elias overrasket over hvordan Akab reagerede på Guds dom. I beretningen siges der: „Så snart Akab hørte disse ord, sønderrev han sine klæder og tog sækkelærred på sin krop og fastede og lagde sig til at sove i sækkelærred og vandrede tungsindig om.“ (1 Kongebog 21:27) Vil det sige at Akab angrede det han havde gjort?

Det var i det mindste et skridt i den rigtige retning. Akab ydmygede sig — noget der bestemt er vanskeligt for en stolt og arrogant mand. Men var der tale om ægte anger? Til sammenligning kunne man tænke på en senere konge der om muligt var endnu mere ond end Akab, nemlig Manasse. Da Jehova straffede Manasse, ydmygede denne mand sig og råbte til Jehova om hjælp. Men han gjorde mere end det. Han ændrede hele sin livsførelse ved at skaffe sig af med de afgudsbilleder han havde opstillet, ved at gøre en indsats for at tjene Jehova og endda ved at tilskynde sit folk til at gøre det samme. (2 Krønikebog 33:1-17) Gjorde Akab noget lignende? Nej, desværre ikke.

Lagde Jehova da mærke til at Akab offentligt viste hvor bedrøvet han var? Jehova sagde til Elias: „Har du set hvordan Akab har ydmyget sig for mig? Fordi han har ydmyget sig for mig, vil jeg ikke lade ulykken komme i hans dage. I hans søns dage vil jeg lade ulykken komme over hans hus.“ (1 Kongebog 21:29) Betyder det at Jehova tilgav Akab? Nej. For at få gavn af Jehovas barmhjertighed må man vise ægte anger. (Ezekiel 33:14-16) Men eftersom Akab viste et vist mål af sindsændring, viste Jehova ham til gengæld et tilsvarende mål af barmhjertighed. Akab ville blive skånet for den frygtelige oplevelse at skulle se hele sin familie blive udslettet.

Jehovas dom over denne mand stod dog stadig fast. Senere rådførte Jehova sig med sine engle om hvordan Akab bedst kunne narres til at tage del i den kamp der ville gøre ende på hans liv. Kort efter blev Jehovas dom over Akab eksekveret. Han blev såret i kamp og forblødte i sin stridsvogn. Beretningen tilføjer denne grumme detalje: Da den kongelige stridsvogn blev skyllet, slikkede nogle af hundene kongens blod. På denne måde blev følgende ord fra Jehova som Elias havde overbragt Akab, opfyldt: „På det sted hvor hundene slikkede Nabots blod, skal hundene også slikke dit eget blod.“ — 1 Kongebog 21:19; 22:19-22, 34-38.

For Elias, Elisa og alle andre trofaste blandt Guds folk var Akabs endeligt en påmindelse om at Jehova ikke havde glemt Nabots mod og tro. Retfærdighedens Gud undlader aldrig før eller siden at bringe straf over de onde, og han viser også altid barmhjertighed i forbindelse med sine domme hvis der er grundlag for at gøre det. (4 Mosebog 14:18) Det var en magtfuld lektion for Elias, der havde holdt ud i årtier under kong Akabs onde styre! Er du blevet uretfærdigt behandlet? Længes du efter at se Gud gribe ind over for uretfærdighed? Efterlign da Elias’ tro! Sammen med sin trofaste ledsager Elisa fortsatte han med at forkynde Guds budskaber og at holde ud under uretfærdige forhold!