Er religion bare en pengemaskine?
Synes du at mange religiøse organisationer lader til at være mere fokuseret på at tjene penge end på at hjælpe folk til at have et godt forhold til Gud? De markedsfører og sælger services og forskellige produkter og souvenirs. Mange af deres ledere får en høj løn og lever et liv i luksus. Her er nogle eksempler:
En undersøgelse afslørede at en katolsk biskop i løbet af 13 år havde brugt af kirkens penge til at betale for næsten 150 ture i privatfly og omkring 200 ture i limousiner. Han havde også brugt over fire millioner dollars på at renovere sin præstebolig.
En præst i et afrikansk land afholder regelmæssigt gudstjenester hvor der kommer titusinder af deltagere. På kirkens store område kan man købe alle mulige varer – lige fra “mirakelolie” til håndklæder og T-shirts med præstens billede på. De fleste der overværer gudstjenesterne, er fattige, mens han er ekstremt rig.
To ud af Kinas fire bjerge der er hellige for buddhister, er registreret som virksomheder. Det kendte Shaolin-tempel er involveret i mange kommercielle projekter, og forstanderen for klostret er kendt vidt og bredt som “direktør-munken”.
I USA bliver det mere og mere almindeligt at man i virksomheder ansætter åndelige rådgivere. Ifølge en rapport låner de lidt fra religiøse traditioner og opfinder hellige ritualer og giver åndelig vejledning til de ansatte.
Hvordan har du det med religiøse organisationer der blander religion og forretning sammen? Har du nogensinde tænkt på hvad Gud mener om de mennesker der prøver på at blive rige ved at udføre religiøse aktiviteter?
Hvad synes Gud om at man blander religion og forretning?
I Guds øjne er det forkert at blande religion og forretning. Bibelen viser at Gud i fortiden ikke brød sig om de præster som påstod at repræsentere ham samtidig med at de underviste “mod betaling”. (Mika 3:11) Gud fordømte den grådige handel der foregik i hans tempel, og som havde gjort det til “et tilholdssted for røvere”. – Jeremias 7:11.
Jesus følte samme afsky som Gud for dem der tjente penge ved hjælp af religion. På hans tid skrabede de religiøse ledere mange penge til sig ved at tillade de grådige handlende at gøre forretninger inden for tempelområdet i Jerusalem. De udnyttede oprigtige mennesker der kom for at tilbede Gud. Modigt jagede Jesus de uærlige handelsmænd ud af templet og sagde: “Hold op med at gøre min Fars hus til en markedsplads!” – Johannes 2:14-16.
I sin tjeneste viste Jesus også at han afspejlede Guds måde at tænke på. (Johannes 8:28, 29) Han tog aldrig penge for at lære andre om Gud. Han krævede heller aldrig betaling for at udføre mirakler, som for eksempel at give de sultne mad, helbrede de syge og oprejse de døde. Jesus forsøgte aldrig at blive rig gennem sin tjeneste – han havde ikke engang et hus. – Lukas 9:58.
Hvordan undgik de første kristne at blande tilbedelse og forretning?
Jesus sagde til sine disciple at de aldrig måtte tjene penge på deres tilbedelse af Gud. Han sagde: “I har fået det for intet, I skal give det for intet.” (Matthæus 10:8) Disse første disciple, der senere blev kendt som kristne, fulgte Jesus’ bud. Her er nogle eksempler:
Apostlen Peter, der havde fulgtes med Jesus, blev tilbudt penge af en mand der hed Simon, som ønskede magt og myndighed. Peter afslog med det samme Simons tilbud og satte ham kraftigt på plads ved at sige: “Gid dit sølv må gå til grunde sammen med dig fordi du mente at du kunne købe Guds frie gave for penge.” – Apostlenes Gerninger 8:18-20.
Apostlen Paulus var en omrejsende forkynder som mange kendte. I mange år gjorde han et stort stykke arbejde i flere kristne menigheder, men det var aldrig noget han krævede betaling for. Han og hans medkristne drev “ikke forretning med Guds ord som så mange andre”. (2. Korinther 2:17) Tværtimod skrev Paulus: “Vi sled i det nat og dag for ikke at lægge en økonomisk byrde på nogen af jer mens vi forkyndte Guds gode nyhed for jer.” – 1. Thessaloniker 2:9.
De første kristne havde selvfølgelig brug for midler til at finansiere deres omfattende forkyndelse og nødhjælpsarbejde. Men de tog aldrig betaling for at hjælpe andre til at tjene Gud. Folk kunne vælge at give et bidrag hvis de ønskede det, ud fra følgende principper:
2. Korinther 8:12: “Når villigheden til at give er til stede, glæder det Gud, for han forventer at man giver hvad man kan, ikke hvad man ikke kan.”
Betydning: Det vigtigste er motivet til at give, ikke hvor meget man giver.
2. Korinther 9:7: “Enhver skal give som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.”
Betydning: Gud ønsker ikke at nogen skal føle sig tvunget til at give et bidrag. Det glæder ham når man giver fordi man har lyst til det.
Hvad vil der snart ske med grådige religiøse organisationer?
Bibelen viser tydeligt at Gud ikke godkender al religion eller alle former for tilbedelse. (Matthæus 7:21-23) I en dramatisk profeti sammenligner Bibelen alle falske religiøse organisationer med en prostitueret fordi de mod betaling eller andre fordele samarbejder med regeringer og myndigheder og udnytter mennesker fra alle nationer. (Åbenbaringen 17:1-3; 18:3) Profetien siger videre at Gud snart vil fjerne falsk religion. – Åbenbaringen 17:15-17; 18:7.
Indtil da ønsker Gud ikke at falsk religions forkerte handlinger skal være skyld i at mennesker bliver bedraget eller forhindret i at komme nær til ham. (Matthæus 24:11, 12) Han tilskynder oprigtige mennesker til at lære hvordan de kan tilbede ham på den rigtige måde, og til at tage afstand fra falsk religion. – 2. Korinther 6:16, 17.